23948sdkhjf

Afskibere raser over Maersks svovltillæg

Den globale organisation for afskibere GSF efterlyser gennemskuelighed i Maersk Lines nye brændstoftillæg. Historien har lært os at være mistænkelige, lyder det fra generalsekretær

Der lyder nu en hård kritik af Maersk Lines nye brændstoftillæg, der blev præsenteret i sidste uge. 

Kritikken kommer fra den globale sammenslutning af afskibere, GSF (Global Shippers Forum). Den falder samtidig med, at flere andre containerrederier, heriblandt CMA CGM og MSC har varslet lignende tiltag. 

Ifølge GSF's generalsekretær James Hookham er det forventeligt, at afskiberne skal være med til at betale noget af regningen for en mere miljøvenlig transport. Han mener dog, at Maersks måde at udregne tillægget på er uigennemskueligt, da det ikke er muligt for afskiberne at regne ud, hvordan tillægget bliver beregnet.

Maersk Line kaldte ellers sit nye brændstoftillæg for "en simpel, fair og forudsigelig mekanisme" i forbindelse med lanceringen i sidste uge. 

- I lyset af historiske erfaringer med tillæg er afskibere af natur mistænkelige over noget, som rederierne kalder for "fair, transparent og klart", siger James Hookham i en pressemeddelelse

Læs mere: Maersk Line indfører nyt bunker-tillæg et år før nye krav

Handler mere om rater

Maersk Line har opbygget tillægget således, at det svinger i takt med priserne på brændstof. Desuden er der forskel på tillæggets størrelse alt efter, om der er tale om front haul eller back haul. Det vil for eksempel sige, at containere fra Asien til Europa bliver pålagt et større tillæg end containere, der skal fra Europa til Asien. 

Selvom de nye svovlkrav, som forventes at føre til væsentligt større brændstofomkostninger for de rederier, der ikke har monteret scrubbere på deres skibe, først træder i kraft 1. januar 2020, lader Maersk Line sit nye brændstoftillæg gælde allerede fra indgangen til 2019. Det sker med den begrundelse, at kunderne på den måde kan nå at vende sig til det. 

Det giver man dog ikke meget for i GSF, der kalder tillægget for et stykke "finansielt ingeniørarbejde". 

- Vi mistænker det for at have mere at gøre med genoprettelse af raterne end med beskyttelse af miljøet, siger James Hookham og pointerer, at Maersk har andre muligheder. 

Her peger han på scrubbere, som Maersk Line hidtil kun har investeret i i et meget begrænset omfang. 

- Det kræver en engangsinvestering, men for afskiberne er det en bedre løsning end at betale svovltillæg i det uendelige, siger James Hookham.

Han opfordrer Maersk til at gentænke strategien og tillægget, og til at gå i dialog med afskiberne om at finde en anden løsning. 

- Det kan godt være, at de her nye tillæg handler om lavsvovlsholdigt brændstof, men for os stinker de alligevel, siger han. 

Se priseksempler på Maersks nye tillæg i galleriet. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172