23948sdkhjf

Køge Havn vil være Sjællands transportcentrum

Med en samlet udvidelse på 700.000 kvadratmeter er Køge Havn på vej til at blive en af Danmarks største havne.
Køge Havn udgør i øjeblikket hvad der må være en af Danmarks travleste byggepladser.

Mens lastvognstog kører i pendulfart for at losse restjord fra hele Sjælland i vandet for at udvide havnens areal er kendte og ukendte virksomheder i fuld gang at bygge centrallager eller administrationsbygning i nærhed af havnen.

Køge Havn har siden begyndelsen af nullerne satset målrettet på levere alt det, som Københavns Havn - knap 40 kilometer længere mod nord - ikke kan levere: Erhvervsarealer og en effektiv infrastruktur for den tunge godstransport.

Jackpot
Den strategiske beslutning fra dengang, giver jackpot i dag.

– Vores ambition er skabe en perfekt hub for jernbanegods, skibstrafik og motorvejstransport. Køge Havn skal være et sted, hvor infrastrukturen fungerer perfekt og hvor distributører af gods ind og ud af hovedstadsregionen kan se en fordel i at placere sig, forklarer havnedirektør Thomas Elm Kampmann.

Han fortsætter:

– Drømmen er godt på vej til at gå i opfyldelse. Havnekajen vil blive udvidet med 2.300 kajmeter, vanddybden i havnen bliver forøget fra 6,75 meter til 9,5 meter. Køge Bugt-motorvejen er blevet udvidet og har fået nye af- og tilkørsler. Vi har fået opbygget et transportcenter hvor en lang række virksomheder er i fuld gang med at etablere sig.

Træg start
Omkring årtusindeskiftet var der ikke meget liv i Køge Havn. Dengang var de fleste af Køges klassiske industrivirksomheder på havnefronten i krise. Mange af de gamle virksomheder lukkede, mens de resterende skruede kraftigt ned for aktiviteterne. Dette var også tilfældet i havnen.

– Det var en lidt søvnig provinshavn, uden en robust økonomi, siger Thomas Elm Kampmann.

– Det var en skillevej: Enten skulle havnen lukke eller også skulle der ske noget helt nyt. De gamle industrivirksomheder døde langsomt ud, og der var ikke tilstrækkeligt fokus på at udvikle havnen.

Frasalg
En række politiske beslutninger i slutningen af halvfemserne og begyndelsen af nullerne ændrede dog på den mistrøstige tilstand: Det var indlysende, at Køge Havns geografiske placering tæt på København og omgivet af jomfruelig landbrugsjord klar til bebyggelse gav nogle muligheder. Det banede vejen for en række politiske beslutninger, der koblede havnen til et landtransportbaseret transportcenter ved motorvejen. Med andre ord: Nu var det logistikvirksomheder

– og ikke de gamle industrivirksomheder - som skulle bringe livet tilbage til Køge Havn.

– Vi begyndte med at gøre noget, som vi aldrig kommer til at gøre igen: Vi solgte en række havnearealer fra for at opbygge arbejdskapital og reducere gælden, forklarer Thomas Elm Kampmann. Det var det første skridt, som var med til at vende udviklingen og som gjorde det muligt at investere i havnen, siger Thomas Elm Kampmann.

I 2005 kom en vigtig sejr, da Bornholmstrafikken rykkede ud af København og etablerede sig i Køge Havn, hvilket øjeblikket hævede aktivitetsniveauet markant.

I den samme periode begyndte byudviklingen af Københavns Nordhavn at tage fart. Det betød, at de gamle virksomheder på den københavnske havnefront begyndte at kigge sig om efter nye steder at slå sig ned tæt på København. Stena Recycling var en af de større virksomheder, der rykkede fra Nordhavn til Køge. Det samme gjorde Danmarks største leverandør af vejsalt, Azelis. Andre og mere landspolitiske beslutninger medvirkede markant til at skabe en positiv stemning omkring Køge Havn: Folketinget besluttede at anlægge en nyanlagt, dobbeltsporet højhastighedsjernbane fra København til Ringsted via Køge.

Unik placering
Beslutningen om at anlægge et supersygehus i Køge er også med til at skabe fremdrift.

– Køge ligger godt i forhold til denne udvikling, og vi havde forberedt os og stod klar til at overtage fra København. Vi ligger jo godt i forhold til hovedstadsområdet med dets mere end 1,5 mio. indbyggere og endnu flere, hvis du regner Sydsverige med, siger Thomas Elm Kampmann.

– Ingen andre steder i Hovedstadsområdet kan du finde så store, ledige arealer, hvor du kan bygge op til 30 meter i højden og med så uhindret adgang til velfungerende infrastruktur.

– Der er mange appelsiner, der faldet i Køge Havns turban. Fra byens side synes jeg, at man har været tidligt ude og forudset, hvilken vej udviklingen ville dreje. Vi har gentænkt, hvad en moderne havn skal kunne tilbyde sine kunder. Vi har investeret i nye kraner og nye kajanlæg og været tidligt ude med at skabe rammerne om transportcenteret og været med til at skabe den nødvendige tilslutning til motorvejsnettet. Det vigtigste er dog, at der gennem hele processen har været et godt samspil mellem Køge Havn og bystyret i Køge, der gennem hele processen har givet maksimal opbakning til gentænkningen af Køge Havn samt ikke mindst udviklingen af Skandinavisk Transport Center.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187