23948sdkhjf

Spredt fægtning mellem Sverige og England - del 2

LAMPEMANDEN: Seks år med og på ’Princess of Scandinavia’ fortalt i episoder, personer og historik.
Navigare necesse est. Non est vivere: At sejle er nødvendigt. At leve (over evne) er det ej, citerer historiebøgerne romergeneralen Gnaeus Pompejus Magnus for engang at havde sagt. Med den dybere mening, at Rom for at overleve var nødt til at sætte sig i respekt på søen. Hvorpå han ryddede Middelhavet for de meget plagsomme sørøvere, der var så frække, at de sejlede helt ind i Roms havn Ostia og stjal lagrene af korn - for så at sælge det igen til Rom. Og hvad har det så at gøre med Lampemanden, Nordsøen og ’Princess of Scandinavia’..?

Ikke så farligt meget, med mindre man kan kalde overfartspriserne på Nordsøen i de dage for sørøveri. Det var en dyr fornøjelse, hvis man ville have familie, bil og især campingvogn med en tur-retur. Det kunne let løbe op i et femcifret beløb inklusive betaling for mad, drikke og shopvarer undervejs. Men et let aldrende skib som ’Princes of Scandinavia’ var jo også meget dyrt at holde i søen og i god smuk form. Så det var en mager margin, rederiet fik ud af det på overskudskontoen. Og - ikke at forglemme. Hvis der er kunder, der vil betale prisen. Så skal man levere varen. Rettidig omhu! Som den gode Pompejus Magnus på sin måde og en langt senere stor dansk rederimand mere direkte udtrykte det.

Men Pompejus/sørøveriet var nu mest ment som personlig relation. Historie har altid været en af mine store private passioner. Og nu var det jo sådan, at jeg var ved at have færdigrøvet den gode tid på søen, der blev mig til dels. Valget faldt i stedet på en landbåren søværts karriere. Derfor er denne epistel min sidste som personlig Lampemand. Men med plads til lidt sidste anekdoter fra ’Prinsessen’.

Københavner-turene

Det skal med, at skibet en tid havde tidsoverskud til at foretage en blandt svenskere ret så populær midtuge retur-tur til København fra Gøteborg. Med meget meget billigere billetpriser end de ”normale” (100 - 200 kroner pr. person tror jeg?). Ideen var lige ud af Øresundsvejen. Fest om bord med masser af god omsætning i restauranter og barer, handlestop i syndens hule København for passagerne, retur med lidt mere fest. Og forsøge at få de indhandlede varer med i land i Sverige, når vi landede i Gøteborg igen.

Der var mange blege ansigter, der stod og fumlede med bilnøgler ved de parkerede biler på vogndækket. Svenske toldere er ikke dummere end de fleste, så de har da sikkert fået en del fangster. Men det var jo gæsternes eget valg at tage den slags chancer. Skibet leverede i hvert fald sit.
Det gjorde det også til en internt i DFDS berømt historiker. Jeg kan ikke gendrive navnet fra de små grå, men kan se ham lige så tydeligt troppe op, hver gang vi ankom København. For derpå minutiøst at gennemgå logbogen på broen for eventuelle interessante detaljer og episoder. Kan ikke huske, om han også tjekkede nede i maskinkontrollen og hos overpurseren. Men måske.

Han var arketypen på en ældre grå bogholdertype at se på og veksle ord med. Og så vist med en lang karriere på kontorerne i rederiet bag sig. Meget omhyggelig. Hvad materialet skulle bruges til, ved jeg ikke lige præcist. Men indsamlet blev det. Og det gjorde det gratis obligatoriske middagsmåltid (altså i den gamle betydning kl. 12) i messen derpå også. Det glædede han sig til hver eneste gang. Som han sagde med stor og inderlig overbevisning. Præcis den specielle persontype, jeg har det med at erindre lidt mere end andre...
Styrmanden på stuegang
Det er måske også derfor, jeg særligt husker nogle historier fra mine lægelige gerninger om bord. De fleste bestod i at give lidt diverse medicin eller plaster osv. til besætningen - eller at hælde overflødige salttabletter i halsen på meget søsyge passagerer, som alligevel ikke ville kunne holde en søsygepille i sig. Nordsøen kan være hård ved selv stovte mandfolk med urolige maver. Dog mest ved de stakkels stakkels stewardesser, der jo skulle gøre rent efter passagerernes grusomheder op og ned af trapper og skotter.
Nogle stewardesser kunne klare mosten, men for en ny om bord var det godt nok hård kost... eller hvad man skal kalde det. Jeg prøvede altid at give et opmuntrende ord på vejen, hvis jeg mødte dem på vej ned i en søsygeramt kahyt - men blikkene var som regel udslukt vendt nedad mod en grum skæbne. De skulle jo også gøre rent efter sig selv...
De alvorlige
Men der var andre og mere alvorlige. Som f.eks. det lidt ældre nyligt gifte svenske ægtepar - han var i øvrigt langfartskaptajn på fri - der skulle på en honeymoontur om bord på deres nye fine kæmpe motorcykel i det skotske. Med tilrettelagte stop på de bedste kroer/hoteller etc. Men de kom aldrig længere end til Kristiansand. På en eller anden måde var det lykkedes kaptajnsgommen at vælte forkert ud af køjen i deres Commodore-klasse suite (fint skulle det jo være). Måske en hasarderet ægteskabelig manøvre, der gik galt?

Men han brækkede altså benet. Og så var det pludselig i stedet en avanceret manøvre med at få benet lagt i en oppustelig plastikbenskinne (skulle fikseres) og manden båret ud af en snæver gang, så han kunne komme op på en ambulancebåre ude i friarealet. Og derpå babu babu af sted med de tilkaldte norske ambulancefolk. Motorcyklen (en spritny luksus Honda Goldwing 1200 kubik til en masse svenske kroner) måtte vi efterlade under lås og slå i Kristiansand. Det var faktisk alt i alt en lidt trist pligtopgave af udføre.
Jeg havde sgu ondt af begge to. Damen plaprede i grådkvalt panik løs til mig om hele deres knuste drømmerejse, mens manden lå og så meget sammenbidt svensk rasende ud... Skibets fejl var det jo ingenlunde. Men alligevel står man med lidt dårlig smag i munden efter sådan en bagefter.

Den mest alvorlige

Den værste historie involverede også et par nordmænd. De skulle med til Gøteborg fra Kristiansand. Hvorfor de stod på (eller ikke af) i Norge, ved jeg ikke. Det var ikke nogen lang tur, men den ene havde måske været en hurtig tørstig tur i baren undervejs. Og de havde kahyt, hvor han havde lagt sig på køjen for at få en lur. Men da han ikke så farlig lang tid før indsejlingen til Gøteborg, skulle hejse sig ud af overkøjen, gik det galt. En meget ædel produktionsvæsentlig legemsdel mellem hans ben greb nemlig fat i en af holderne til køjetøjsstropperne (de kom på, så køjetøjet kunne blive liggende pænt, hvis det var hidsigt søvejr). Og det rev sig ikke stille af.

Hverken i forhold til nordmandens evner udi skrig og hyl og i et blodigt spor at følge. Men på hospitalet kom han og med isposer etc., fik vi standset det værste. Radio Medical blev anråbt og redningstjenesten i Sverige og snak om helikopter osv. Men der skulle ske noget i en fart. Hverken undertegnede eller kollegastyrmændene mente sig dog kvalificerede til at sy sting hine steder. En anden måtte punge ud. Så der blev spurgt ud over PA-anlægget, om det var en læge om bord med kirurgisk erfaring.
Jolly ho young man!
Det var der! En distingveret engelsk herre - med fruen under armen - meldte sig ret prompte på broen. Den ville hun gerne bese, mens manden tog sig af de mere kedsommelige detaljer. Han var faktisk en yderst sej doktormand, der, efter at have beset skaderne, forklarede, at det var bestemt ikke første gang, han havde set den slags tilfælde - som tidligere militærlæge (tror jeg nok han havde været). Om det var engelsk humor eller udtryk for almindelig lægepraksis derovre, ved jeg ikke. Men jeg blev lidt paf.

Det kunne i øvrigt ikke betale sig at bedøve den stakkels nordmand, erklærede gutterlægemanden raskt. Det ville patienten næppe kunne få smertestillende gavn af alligevel. Så det var lige på og hårdt med nålen og suturen. Jeg var selv en lidt bleg sygeplejer på sidelinjen. Og glemte at proppe vat i ørene. Nordmænd kan man såmænd også få lidt ondt af...

Den uheldige passager røg selvfølgelig sporenstregs op på Sahlgrenska Universitetssjukhuset, da vi kom i havn efterfølgende. Men hans videre skæbne som nord(mand?) kender jeg ikke. Lægeægteparret nåede inden ankomst at nyde en flot frokost på skibets regning i Blue Riband Restaurant. Så var de klar til at indtage Sverige på deres ferietur. Helt uforstyrrede og venligt vinkende, da de kørte fra borde - under honnør fra styrmanden - i deres flotte gamle Jaguar.

De sidste bemærkninger

Der er mange spredte morsomme og skæve episoder i behold om min tid på ’Princess of Scandinavia’, jeg kunne have valgt at berette. Men som jeg har valgt ikke at gøre. Det var en god tid, og der er ting, der er bedst ufortalt. I hvert fald i Lampemandens spalter. Men jeg kan da sige så meget, at jeg klart mindes en bestemt skærgårdsø, hyggeligt samvær i almindelighed, samtaler om alt muligt med gode kolleger i skibskontoret, i messen, på broen eller på agterdækket under ankomst / afgang. Osv. Det var en bon voyage.

Og så skal lampemanden ellers erindre om, at spalterne stadig står åbne for andre blå leverandører. Shippingfolk, havnefolk, undervisere, tjenestemænd, organisationsfolk, lodser, maskinfolk, hovmester-kokke, navigatører, pursere og dem fra de mere sømilitære (eller MHV) sider af sagen. Og... Lampemanden agerer om ønsket meget gerne på mellemhånd med redigering osv.

Og kun for at pirre det smukke køn. Der har aldrig været en kvindelig Lampemand i Søfarts spalter! Det jeg kender til kvindekønnet (mig ikke helt ubekendt vil jeg lige understrege), siger mig ellers, at I nok kan snakke og skrive på blogge og hvad ved jeg. Jeg er i hvert fald blevet læst og påskrevet førhen...
Tak for tålmodigheden og velkommen til nye aktører.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094