Besætningen på 20 mand havde sejlet sammen i længere tid, så der var et godt sammenhold. Niels Ilsøe var kaptajn. Han var fagligt engageret som skibsførernes interne talsmand, og det betød så samtidig, at jeg fra tid til anden kunne hjælpe til med tilhørende skrivearbejde.
Ilsøe sagde, at han brugte et ganske særligt tofingersystem, når han skrev på maskine - ”en finger til at pege med og en til at trykke tasten ned”. Skipperens skrivemaskine var bedre end den, der stod på radiostationen, så vi blev enige om at bytte maskinerne om.
Den 22. april stævnede vi ud. Radiostationen fungerede udmærket, og efter et par dages sejlads blev der ringet fra broen, om jeg kendte navnet på KGH's mægler i Thorshavn. Jeg havde tilfældigt tidligere lagt mærke til, at vores mægler dér var DFDS, så det kunne jeg oplyse. Jeg blev så bedt om at få en samtale igennem dertil.
Det viste sig nemlig, at hovedmotorens dynamo var brændt sammen, så enten måtte vi vende om eller sætte kursen mod Thorshavn. Det sidste blev besluttet, og vi haltede derhen på halv kraft. I Thorshavn kunne vi så afvente, at en ny dynamo blev sendt op til os fra Danmark. Fejlen ved den gamle var, at en ventilatorskive havde revet sig løs og var røget ind og havde kortsluttet ankeret.
Smart grønlandsk tømrer
En anden dag kom skipperen ind på radiostationen sammen med en grønlænder, der havde været i Danmark for at tage svendebrev som tømrer. Han gik og kedede sig, og skipperen fik ham til at lave forskelligt reparationsarbejde om bord på rejsen mod Grønland.
Jeg havde en skrivepult, hvor skrivemaskinen optog al pladsen. Nu fandt vi ud af at skære pladen løs og lave et vendebeslag. Så blev skrivemaskinen fastgjort på den ene flade, og man kunne nu vende pladen så jeg enten havde en fri bordplade eller en skrivemaskine. Meget praktisk.
Den 11. maj ankom vi Godthåb og kunne så begynde sommerens rutesejlads mellem Godthåb i syd og Upernavik i nord. KGH havde indført ny ordning vedrørende passagerernes deltagelse i spisning om bord, idet man nu dagligt skulle købe spisebilletter til de forskellige måltider. Telegrafisten stod for salg af disse billetter, så nu fik jeg en hel del arbejde med den aktivitet.
Gensyn med Benthe
Den 13. maj anløb vi Egedesminde. Det var et dejligt gensyn med Benthe. Efter et døgn blev vi dirigeret til Godhavn og Jakobshavn med ganske få passagerer. Der var stadig store isforekomster i Disko-området, så det var ikke muligt at gå nordpå endnu. Mod Godhavn måtte vi sejle gennem revner i isen for at komme frem, og vi måtte fortøje til iskanten et stykke ude.
Jeg nåede dog i land og fik hilst på en kollega fra Godhavn Radio. Ved Jakobshavn var isen sværere, så vi smed isankre ud og forsøgte så ved hjælp af spillene at trække os frem. Det var en stor fordel, at skibet var bygget af kraftigt egetømmer, som var i stand til at give efter for isens pres mod skibssiden.
Selv om det var en sommermåned med sollys døgnet rundt, var temperaturen stadig tæt på frysepunktet. Næste rejse nordpå gik først til Christianshåb, hvor vi var heldige, at 'Anita Dan' netop var afgået og derfor havde lavet en sejlrende i isen, som vi kunne benytte. Vi måtte dog ankre op ved iskanten en km fra byen, og vores passagerer blev så afhentet i hundeslæder.
Derefter gik vi til Jakobshavn og endelig til Qullissat (den nu længst nedlagte gamle kulmineby. Red.) på østsiden af Diskoøen. Heldigvis havde vinden drevet isen væk, så sejladsen foregik i smult vand med isbjergene sejlende rundt.
Om te og kabler
Også på 'Tikerak' morede jeg mig med at skrive løst og fast om livet om bord i den daglige avis. Blandt andet var jeg ikke fuldt tilfreds med den te, som kabyssen frembragte, og jeg indrykkede så min opskrift på god tebrygning. Endvidere var de blødkogte æg ofte temmelig blødkogte, så næste dag gav jeg opskrift på, hvorledes kabyssen burde tackle den opgave.
På radiostationen var der placeret en båndoptager. Den kunne jeg have glæde af selv, men på skibet syntes man, det ville være godt, hvis musikken kunne komme flere til gode. Salonen lå tæt ved, og det måtte være muligt at trække kabler og slutte den til højttalerne der. Men helt så nemt var det ikke, da højttalerne var tilsluttet skibets kaldeanlæg, som fandtes på broen.
I messen sad vi og diskuterede de forskellige tilslutningsmuligheder, og jeg foreslog, at vi evt. inddrog telefonforbindelsen mellem broen og radiostationen til fordel for tilslutningen. Skipperen mente så, at vi i stedet kunne oprette en talerørsforbindelse mellem broen og radiostationen, ”og at de så deroppe fra kunne hælde te og blødkogte æg ned gennem røret”.
Frem og tilbage – og en grønlandsminister overtager fartplanen
Maskinen fandt dog på en alternativ løsning, så sommeren igennem sørgede jeg for, at passagererne i salonen kunne lytte til nogle af de gode musikbånd, som jeg rådede over. I begyndelsen af juni var det planen, at vi skulle sejle til Umanak og Upernavik. Vi havde en del passagerer til Umanak, men da vi nærmede os, viste det sig, at isen i fjorden ind til Umanak var så kraftig, at vi umuligt ville kunne sejle igennem.
Vi fortsatte derfor til Upernavik og returnerede til Egedesminde med passagererne, som skulle til Umanak. Kort tid efter ankomst fik vi nu melding fra Umanak, at besejlingsforholdene var bedret, og vi satte igen kursen nordpå. Da vi ved 6-tiden om morgenen nåede Umanakfjorden, røg vi ind i en masse is.
Vi sejlede fra revne til revne og skubbede os frem, så godt skib og motor kunne. Først kl. 23 om aftenen nåede vi frem. Der var stor modtagelse af os som årets første skib. Kanonsalut fra land, og alle i byen fejrede den glædelige begivenhed. Passagererne var glade for endelig at kunne gå fra borde, og fra Umanak havde vi 74 passagerer, som skulle med sydover.
I slutningen af juli steg grønlandsminister Gam og hans sekretær om bord. De skulle sejle med i 10 dage, og Gam havde forskellige ærinder i byerne, vi anløb. Det betød, at vores fartplan blev indrettet efter ministerens kalender. Alle officerer gik i uniform døgnet rundt (hvilket vi ikke i samme grad gjorde i hverdagen). Når vi anløb de forskellige byer, hejste vi flag over toppene, og vi blev selvfølgelig modtaget meget officielt.
Fortsættes
Ilsøe sagde, at han brugte et ganske særligt tofingersystem, når han skrev på maskine - ”en finger til at pege med og en til at trykke tasten ned”. Skipperens skrivemaskine var bedre end den, der stod på radiostationen, så vi blev enige om at bytte maskinerne om.
Den 22. april stævnede vi ud. Radiostationen fungerede udmærket, og efter et par dages sejlads blev der ringet fra broen, om jeg kendte navnet på KGH's mægler i Thorshavn. Jeg havde tilfældigt tidligere lagt mærke til, at vores mægler dér var DFDS, så det kunne jeg oplyse. Jeg blev så bedt om at få en samtale igennem dertil.
Det viste sig nemlig, at hovedmotorens dynamo var brændt sammen, så enten måtte vi vende om eller sætte kursen mod Thorshavn. Det sidste blev besluttet, og vi haltede derhen på halv kraft. I Thorshavn kunne vi så afvente, at en ny dynamo blev sendt op til os fra Danmark. Fejlen ved den gamle var, at en ventilatorskive havde revet sig løs og var røget ind og havde kortsluttet ankeret.
Smart grønlandsk tømrer
En anden dag kom skipperen ind på radiostationen sammen med en grønlænder, der havde været i Danmark for at tage svendebrev som tømrer. Han gik og kedede sig, og skipperen fik ham til at lave forskelligt reparationsarbejde om bord på rejsen mod Grønland.
Jeg havde en skrivepult, hvor skrivemaskinen optog al pladsen. Nu fandt vi ud af at skære pladen løs og lave et vendebeslag. Så blev skrivemaskinen fastgjort på den ene flade, og man kunne nu vende pladen så jeg enten havde en fri bordplade eller en skrivemaskine. Meget praktisk.
Den 11. maj ankom vi Godthåb og kunne så begynde sommerens rutesejlads mellem Godthåb i syd og Upernavik i nord. KGH havde indført ny ordning vedrørende passagerernes deltagelse i spisning om bord, idet man nu dagligt skulle købe spisebilletter til de forskellige måltider. Telegrafisten stod for salg af disse billetter, så nu fik jeg en hel del arbejde med den aktivitet.
Gensyn med Benthe
Den 13. maj anløb vi Egedesminde. Det var et dejligt gensyn med Benthe. Efter et døgn blev vi dirigeret til Godhavn og Jakobshavn med ganske få passagerer. Der var stadig store isforekomster i Disko-området, så det var ikke muligt at gå nordpå endnu. Mod Godhavn måtte vi sejle gennem revner i isen for at komme frem, og vi måtte fortøje til iskanten et stykke ude.
Jeg nåede dog i land og fik hilst på en kollega fra Godhavn Radio. Ved Jakobshavn var isen sværere, så vi smed isankre ud og forsøgte så ved hjælp af spillene at trække os frem. Det var en stor fordel, at skibet var bygget af kraftigt egetømmer, som var i stand til at give efter for isens pres mod skibssiden.
Selv om det var en sommermåned med sollys døgnet rundt, var temperaturen stadig tæt på frysepunktet. Næste rejse nordpå gik først til Christianshåb, hvor vi var heldige, at 'Anita Dan' netop var afgået og derfor havde lavet en sejlrende i isen, som vi kunne benytte. Vi måtte dog ankre op ved iskanten en km fra byen, og vores passagerer blev så afhentet i hundeslæder.
Derefter gik vi til Jakobshavn og endelig til Qullissat (den nu længst nedlagte gamle kulmineby. Red.) på østsiden af Diskoøen. Heldigvis havde vinden drevet isen væk, så sejladsen foregik i smult vand med isbjergene sejlende rundt.
Om te og kabler
Også på 'Tikerak' morede jeg mig med at skrive løst og fast om livet om bord i den daglige avis. Blandt andet var jeg ikke fuldt tilfreds med den te, som kabyssen frembragte, og jeg indrykkede så min opskrift på god tebrygning. Endvidere var de blødkogte æg ofte temmelig blødkogte, så næste dag gav jeg opskrift på, hvorledes kabyssen burde tackle den opgave.
På radiostationen var der placeret en båndoptager. Den kunne jeg have glæde af selv, men på skibet syntes man, det ville være godt, hvis musikken kunne komme flere til gode. Salonen lå tæt ved, og det måtte være muligt at trække kabler og slutte den til højttalerne der. Men helt så nemt var det ikke, da højttalerne var tilsluttet skibets kaldeanlæg, som fandtes på broen.
I messen sad vi og diskuterede de forskellige tilslutningsmuligheder, og jeg foreslog, at vi evt. inddrog telefonforbindelsen mellem broen og radiostationen til fordel for tilslutningen. Skipperen mente så, at vi i stedet kunne oprette en talerørsforbindelse mellem broen og radiostationen, ”og at de så deroppe fra kunne hælde te og blødkogte æg ned gennem røret”.
Frem og tilbage – og en grønlandsminister overtager fartplanen
Maskinen fandt dog på en alternativ løsning, så sommeren igennem sørgede jeg for, at passagererne i salonen kunne lytte til nogle af de gode musikbånd, som jeg rådede over. I begyndelsen af juni var det planen, at vi skulle sejle til Umanak og Upernavik. Vi havde en del passagerer til Umanak, men da vi nærmede os, viste det sig, at isen i fjorden ind til Umanak var så kraftig, at vi umuligt ville kunne sejle igennem.
Vi fortsatte derfor til Upernavik og returnerede til Egedesminde med passagererne, som skulle til Umanak. Kort tid efter ankomst fik vi nu melding fra Umanak, at besejlingsforholdene var bedret, og vi satte igen kursen nordpå. Da vi ved 6-tiden om morgenen nåede Umanakfjorden, røg vi ind i en masse is.
Vi sejlede fra revne til revne og skubbede os frem, så godt skib og motor kunne. Først kl. 23 om aftenen nåede vi frem. Der var stor modtagelse af os som årets første skib. Kanonsalut fra land, og alle i byen fejrede den glædelige begivenhed. Passagererne var glade for endelig at kunne gå fra borde, og fra Umanak havde vi 74 passagerer, som skulle med sydover.
I slutningen af juli steg grønlandsminister Gam og hans sekretær om bord. De skulle sejle med i 10 dage, og Gam havde forskellige ærinder i byerne, vi anløb. Det betød, at vores fartplan blev indrettet efter ministerens kalender. Alle officerer gik i uniform døgnet rundt (hvilket vi ikke i samme grad gjorde i hverdagen). Når vi anløb de forskellige byer, hejste vi flag over toppene, og vi blev selvfølgelig modtaget meget officielt.
Fortsættes
BREAKING