Der blev sagt hold! fra Hans-Henrik Madsen medio 90'erne, da vedvarende ture på to til tre uger ad gangen til ellers eksotiske steder som Mariupol og Novorossiysk blev for trælse. Måske mest i forhold til den kendsgerning, at man dengang ikke lige kunne vende familie og firma via Skype eller mobil. To-tre ugers salgsturnéer om og om igen uden familiekontakt var ikke muligt længere, besluttede han (og konen). Det var lidt en nødsituation. Men dem har man som bekendt råd for hos Viking…
Hvorfor så ikke bare blive tømrer, som det ellers stod i kortene?
”Tja, hvorfor. Jeg var skam som sådan på vej til at gå ind i det fædrene firma og tømrerfaget, men jeg kom altså i stedet ud og arbejde på lageret hos en Volvo-forhandler. Og faldt altså for det med handel, logistik og spedition. Og så blev det til en handelseksamen og en akademiøkonomuddannelse i stedet – og et job hos en virksomhed, der bl.a. solgte udstyr til kemi- og fysikundervisning på skoler. Men så var jeg også klar til at begynde hos Viking…”
”Spøg til side, men det var faktisk et par studiekolleger fra Viking, der i 1989 ”lokkede” mig herned, og så var det ellers af sted under Bent Kromanns (nuværende global account manager og 40-årsjubilar) vinger i salgsleddet. Og det førte ret hurtigt til, at jeg stod med bl.a. ansvaret for ex-Sovjetunionen. Og til beslutningen i 1995 om, at det gik ikke længere. Men så var det, at tidligere CEO Katty Tørnæs hurtigt sagde: ”Hongkong og Kina – emerging markets. Gå i gang!” da jeg nævnte muligheden for en fast udstationering i stedet.”
Og så rykker man bare en familie på to plus to små til Hongkong – eller hvad?
”Tre faktisk. Vi har en ”made in Hongkong” også, der kom til derude. Men ja. Det er et kæmpe skridt. Men det betaler sig virkeligt at turde tage det. Det blev til ni år, og de var super spændende og virkeligt lærerige. Både fordi man har firmaet, produkterne og faget inde over i en ny relation. Men i høj grad også, fordi man skal dykke ned i og tilegne sig kulturen på en helt anden måde. Og familielivet for den sags skyld. På den boldgade er det stort set ALT, man lige skal tage forfra – fra hvad hedder en øjenlæge til lær engelsk i en fart, børn! Men kort og godt, set med mine øjne. Tag chancen, hvis den opstår!”
”Når vi selv tog hjem, så var det, fordi man så også skal tage DEN beslutning på et tidspunkt. Den var faktisk for min kones og min del meget sværere at tage, end den med at rykke ud, fordi vi befandt os rigtigt godt i Singapore, som vi på det tidspunkt boede i. Men vi valgte altså, at børnene, og måske også vi selv, skulle have Danmark under huden (igen). Men det er ikke så ligetil. Det er jo ikke kun én selv, men hele familien, der skal ændre livsstil – igen. For os gik det så fint. Her er jo heller ikke så helt værst at bo…”
Hvad sagde Viking så til, at deres ”man in Singapore” ville til Esbjerg igen?
”På vestjysk manér. ”Det ordner sig vel. Det ser vi lige på…” Nej, konkret tilbød daværende CEO Kjeld Amann mig at tage hånd om serviceafdelingen. Eller rettere at bistå til at føre den fremad som en mere separat og selvstændigt målrettet del af koncernforretningen. Og med det ansvar en post i ledelsesgruppen. Og det har været en ny fantastisk tour de force at være med til. Væksten på det felt har jo fulgtes hånd i hånd med markedets mere og mere udtrykte ønsker om bl.a. samlede pakkeløsninger – herunder serviceaftaler hele vejen fra køb til salg og endda som en del af videresalget.”
”Men vi har jo også kunnet se skiftende muligheder for at udvide vores repertoire og produktionsapparat. Herunder ved f.eks. at gå ind og overtage et selskab som Nadiro, hvis Drop-in-Ball-produkt typisk lægger sig tæt op ad den produktportefølje, som Viking ellers står for. Det samme kan man sige om vores helt nye samarbejdsaftale med koreanske NK Group om, at vi skal servicere deres brandbekæmpelsesudstyr ude i verden.”
Er sådan en aftale bare lige én, man lander med koreanerne?
”Slet ikke. Vi vil gerne sælge Viking-produkter, men har intet ønske om, at vi skal til at producere brandudstyr – kun servicere. Men det hører til i samme sikkerhedskategori, som vi bevæger os i, og da vi kunne tilbyde koreanerne noget, de gerne ville have adgang til – vores meget fintmaskede servicenetværk på 270 servicestationer kloden rundt – så var der en balance at bygge på. Men derfra og til at aftalen kommer i hus, skal man kunne tale – og lytte. Ind imellem især til det, der ikke bliver sagt. Og det lærer man kun ved at omgås andre kulturer. Og holde alle sanser åbne.”
”Og det er jeg da helt personligt slet ikke blevet træt af. Og skulle der opstå en mulighed for at komme af sted igen - ikke mindst nu, hvor vores børn snart kan lette på egne vinger alle tre – så er vi stadigt nysgerrige. Men det ligger jo nok i Vikingeblodet…”
BREAKING