23948sdkhjf

Carsten Jensen overtager roret som administrerende direktør for Mols-Linien

KARRIERE: Med et rederi på succeskurs giver Søren Jespersen nu stafetten som administrerende direktør i Mols-Linien videre til 52-årige Carsten Jensen.
Søren Jespersen har siden 2011 stået i spidsen for en omfattende turnaround i Mols-Linien, der nåede sin foreløbige kulmination med årsrapporten for 2015, der bød på det største overskud i rederiets 49-årige historie. Efter succesfuldt at have ændret sejlretningen for rederiet har Søren Jespersen besluttet at opsige sin stilling per 1. august, hvor Carsten Jensen tiltræder som ny administrerende direktør for Mols-Linien.

Carsten Jensen er født i 1964 i Frederikshavn og står p.t. i spidsen for rederiet DFDS’ forretning på Den Engelske Kanal. Carsten Jensen har siden 2005 haft en række ledende stillinger i DFDS og kan desuden trække på knap 10 års national og international erfaring fra SAS.

”Jeg glæder mig meget til at tage Mols-Linien til nye højder. Det er et rederi, der på få år har etableret sig som en helt central spiller i den danske infrastruktur. Den position skal fastholdes og udbygges over de kommende år ved fortsat at investere i markedet og tilpasse vores koncepter til kunderne, så vi også i fremtiden er den foretrukne genvej i Danmark,” siger den nyudnævnte administrerende direktør for Mols-Linien, Carsten Jensen.

Bestyrelsesformand Frantz Palludan udtaler i forbindelse med udnævnelsen:

”Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen til Carsten Jensen. Med en bred og for Mols-Linien særdeles relevant baggrund samt stærke resultater i bagagen er jeg overbevist om, at Carsten er den rigtige person til at indfri Mols-Liniens fortsat store vækstpotentiale og videreudvikle den succeskurs, som rederiet befinder sig på.”

På vegne af den samlede bestyrelse takker Frantz Palludan samtidig den afgående direktør for den betydelige indsats for rederiet.

”Mols-Linien er i historisk god form, hvilket vi i høj grad kan takke Søren Jespersen for. Søren Jespersen har i løbet af de sidste fem år været en helt central figur i den gennemgribende turnaround, som rederiet har gennemført. Han afleverer et transformeret Mols-Linien med en mere effektiv og kundefokuseret organisation samt et attraktivt produkt, der i stigende grad efterspørges af kunderne.” 

”I den forbindelse er det ekstra glædeligt, at Søren Jespersen har valgt at takke ja til at stille sin kapacitet til rådighed for Mols-Linien i en ny rolle, idet han er på valg til bestyrelsen på den ordinære generalforsamling,” slutter Frantz Palludan. 

Kilde: Mols-Linien
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093