MSC vil overtage kriseramt værft
MSC barsler med en værftshandel.
Containerrederiet har afgivet bud på det økonomisk pressede Damen Mangalia-værft i Rumænien. Det skriver det maritime medie inforMare, som også rapporterer, at MSC har bekræftet sin interesse over for den rumænske regering.
Værftet, der har været i betalingsstandsning i omkring et år, udfører i forvejen reparationsarbejde for MSC. Nu ønsker den schweizisk-baserede og italiensk-ejede shippinggigant at overtage kontrollen og udvikle stedet yderligere.
Ifølge inforMare har MSC den 20. april sendt et brev til regeringen i Bukarest, hvori selskabet bekræfter, at man vil bevare og udbygge værftets aktiviteter samt sikre lokal beskæftigelse.
”MSC ejer faciliteter til vedligeholdelse af sin flåde – ikke mindst dokanlæg i Antwerpen og Napoli – og har derfor den nødvendige erfaring og ressourcer til at drive skibsværfter som det i Mangalia,” lyder det blandt andet i brevet.
MSC er ikke alene om interessen. Det tyrkiske Turkish Desan Shipyard har angiveligt også været i dialog med de rumænske myndigheder om en overtagelse.
Damen Mangalia-værftet ejes i dag af den rumænske stat (51 pct.) og den hollandske Damen-værftsgruppe (49 pct.), som overtog aktierne fra sydkoreanske Daewoo i 2018.
MSC overvejer ifølge brevet at anvende værftet til bygning af bl.a. krydstogtskibe og ropax-fartøjer.