Fire havne står for 98 pct. af landets krydstogtanløb

København, Aarhus, Skagen og Rønne.
De fire havne står for langt størstedelen af alle krydstogtanløb til Danmark.
Faktisk tager havnene hele 98 pct. af landets krydstogttrafik, mens havne som Helsingør, Aalborg, Kalundborg og Fredericia må dele de sidste to pct.
Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Statistikbanken har opgjort data for danske havnes aktiviteter og kan konstatere, at krydstogttrafikken stiger på antallet af gæster, men ikke på antallet af anløb. Det hænger sammen med, at skibene bliver større og kan have flere passagerer om bord.
Faktisk har antallet af krydstogtgæster for første gang rundet én mio. gæster - helt præcist 1,033 mio. passagerer - hvilket er en stigning på 9,4 pct. stigning i forhold til sidste år.
Dermed må ferieformen siges at være vendt helskindet tilbage fra corona-året 2020, der tog alt liv af den sæson. 0 gæster har Danmarks Statistik registeret i 2020 - hvilket var vekslet til 38 året efter, da verden så småt åbnede igen.
Og allerede i 2022 og 2023 ankom hhv. 637.000 og 944.000 passagerer til landet med krydstogtskibe, for at runde én mio. sidste år.
Men væksten er lokalt forankret. Faktisk er det kun havnene i København, Aarhus og Rønne, der har oplevet vækst, mens alle andre havne har oplevet nedgang i krydstogtpassagererne.
Regner med ny rekord
I Aarhus slog man faktisk rekord med antallet af krydstogtgæster, der rundede 193.000 gæster.
Forventningerne er dog endnu større til den kommende sæson. Der er nemlig udsigt til over 200.000 krydstogtgæster.
– Vi oplever en stigende interesse fra krydstogtrederiernes side, og jeg glæder mig over, at rederierne igen og igen prioriterer os på deres ruter. Det er godt for erhvervslivet i hele området, siger Carsten Kruse, CCO hos Aarhus Havn.
Sæsonen blev formelt skudt i gang den 12. april, da 'AIDAmar' lagde til ved krydstogtskajen i Aarhus. Det markerede det første af i alt 60 forventede anløb i sæsonen 2025.
Aarhus Havn forventer desuden, at op mod 80 pct. af skibene, der i 2025 anløber krydstogtskajen, benytter havnens landstrømsanlæg, der blev indviet i sommeren 2023.
Sidste år var tallet 68 pct.
– Der er en stor vilje blandt rederierne til at bruge landstrøm, når det er muligt. Når skibene kan slukke dieselgeneratorerne og i stedet forsyne sig med grøn strøm, giver vi både gæsterne og aarhusianerne en bedre oplevelse, siger Carsten Kruse.
Aarhus Havn indførte sidste år en grøn afgift, som gør det dyrere for krydstogtskibene at fravælge landstrømmen. Det betyder en ekstra afgift på op til 80.000 kroner til de krydstogtskibe, der anløber krydstogtkajen og ikke kobler sig på landstrøm.