23948sdkhjf

Syv uger efter brokatastrofen er 21 søfolk stadig fanget på 'Dali'

Den 21 mand store besætning har ikke været i land siden kollissionen i marts. 

Mandag sprængte amerikanske myndigheder det store broskelet i stykker, der lå forvredet oven på skibet 'Dali', og sendte det buldrende i vandet. 

Og samtidig gemte skibets besætning sig under dækket i det 300 meter lange containerskib.

De 21 besætningsmedlemmer, der var ombord, da skibet i marts sejlede ind i broen Francis Scott Key Bridge i Baltimore i USA, er nemlig stadig ombord. De har ikke været i land siden kollissionen, og det har de stadig ikke lov til, skriver BBC.

Besætningen består af 20 indere og en srilankaner, og der er især to årsager til, at de ikke har fået lov at forlade skibet, skriver mediet. Dels har de ikke de krævede landpas, dels holdes de på skibet af hensyn til de igangværende efterforskninger fra både National Transportation Safety Board (NTSB) og fra det amerikanske forbundspoliti FBI, lyder det.

Ifølge en non-profit-søfartsorganisation, Baltimore International Seafarers' Center, har besætningen også fået konfiskeret deres mobiltelefoner som led i efterforskningen. De har derfor været stort set uden kontakt til omverden "i et par uger", skriver BBC.

- De kan ikke gå på netbank. De kan ikke betale deres regninger derhjemme. De har ingen af ​​deres data eller nogens kontaktoplysninger, så de er virkelig isoleret lige nu. De kan bare ikke nå ud til de folk, de har brug for, eller endda se billeder af deres børn, før de skal sove. Det er virkelig en trist siger Joshua Messick, der er chef for Baltimore International Seafarers' Center.

BBC har rakt ud til Synergy Marine, administrationsselskabet bag 'Dali'. Herfra er meldingen, at man "konstant" tjekker op på besætningens velbefindende, og at de under omstændighederne har det godt. Selskabet kan ikke give en tidshorisont for, hvornår søfolkene kan gå i land.

Det singaporiansk-flagede skib har ligget stille, siden skibet natten den 26. marts mistede kontrollen og sejlede ind i broen. Kollisionen sendte store dele af broen i Patapsco-floden, blokerede skibstrafikken og dræbte seks arbejdere, som befandt sig på den.

FBI har siden da igangsat en undersøgelse af kollisionen. Tidligere på ugen afslørede foreløbige undersøgelser, at skibet oplevede flere black outs, inden det ramte broen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063