En messedreng fik sin ilddåb på KGHs ”Umanak”: Grønland tur/retur
Historien her ligger lige forud for Knuds dramatiske tur til Grønland med M/T Marina Tholstrup, som blev bragt i Søfart uge 35/2022.
”Umanak” – min første udmøntring
Du kender det godt. Der er noget man bare VIL, og ingen kan stoppe dig. Sådan havde jeg det som 14-årig, da jeg gik ud af 7. klasse. Jeg VILLE bare ud at sejle. Min far sejlede i Marinen 1946-48, og hans historier gjorde mig altid varm indeni. Mine to brødre havde også sejlet.
Jeg fyldte 15 år den 22. september 1968 og fik min første hyre den 12. oktober. Min far fulgte mig op til ØKs store bygning, og vi spurgte, om de havde en hyre.
Damen ville først se mine skolepapirer, og det var vi ikke meget for. De var ikke noget at prale af. Men min dejlige far grinede og sagde, at vi fandt nok en anden. Vi gik ned til Kongelig Grønlandske Handel, og her kunne jeg få en hyre med det samme.
M/S Umanak, et lidt gammelt skib fra 1947, men flot i mine øjne, skulle sejle to dage efter. Så hurtigt hjem og pakke vadsækken. Min far "afleverede" mig til hovmesteren, jeg skulle nemlig være messedreng. Han viste mig op på anden sal til et stort pantry. Her skulle jeg være.
Jeg skulle bo midtskibs, sammen med fire grønlandske messedrenge, i et lille kammer. Vi slæbte proviant og andet; det var hårdt at drøne op og ned af lejderen med alle de bajere, men endelig sejlede vi fra København.
Bakstørn og nebengeschäft
Vi skulle først til Færøerne og Island og derefter til Godthåb. Oppe i pantryet viste det sig, at jeg skulle vaske op efter de øverste officerer og 40 passagerer. Den første aften var jeg først færdig ved 23-tiden med at vaske op og vaske dørken.
Jeg var så træt, at jeg ikke engang fik tøjet ordentligt af. Bådsmanden havde i København rådet mig til at købe tre flasker snaps på udførsel til 7.50 kroner stykket. Jeg gjorde, som han sagde, og vi nåede lige at fortøje i Thorshavn, så stod der en færing i mit kammer. "Har du snaps at sælge", spurgte han. "Du får 300 kroner".
Jeg blev da helt vild; min månedsløn var 325 kroner. Jeg trak køjeskuffen ud, hev de tre flasker frem, og han talte penge op, men han gav mig 900 kr. Det var pr. flaske, han mente! Han nåede ikke engang ned af landgangen, før han satte flasken til munden.
Nordatlanten viser tænder – men ingen tænder gik tabt
Island er der ikke meget at skrive om, så det sejler vi hurtigt forbi. Derefter begyndte det at blæse op, og snart huggede vi i søen og stampede pæle. Det tog os tre dage at komme rundt om Kap Farvel. Senere fandt jeg ud af, at det havde været oppe på vindstyrke 11, tæt på orkan. Mens det rigtigt rasede, sendte kokken mig ned og gøre rent i provianten. Jeg vaskede dørken, men så krængede skibet voldsomt, og jeg faldt på røven. Jeg kunne ikke komme op igen, kurede bare frem og tilbage i en uendelighed, men endelig var der én, der tog fat i kraven på mig. Det var bådsen, som havde hørt mig råbe.
Han skældte kokken ud for at sende mig derned i sådan et vejr. Men det gik jo godt, og jeg fortsatte mit arbejde med at vaske op. En stewardesse kom og sagde, at jeg skulle tage 40 brækposer og gå ned til passagererne med dem. Det var ulækkert, for de fleste ramte ikke posen, og jeg måtte rende og tørre op.
En dame var så søsyg, at styrmanden beordrede os til at binde hende til en stol, ellers var hun simpelthen sprunget overbord. En flink mand gav mig 100 kroner, fordi jeg gik ned og fiskede hans gebis op fra toilettet. Han havde ofret mere end bare aftensmaden. Ved siden af ham sad en dame som endelig havde fået lidt kontrol over sin mave - men da jeg vadede ind med mandens tænder, fór damen ud med hånden for munden.
Man møder mange typer til søs
Nede hos de fire grønlandske drenge gik det helt galt; de drak sig fulde og skød med luftgevær i gangene, det var sgu farligt. Bådsen, min gode ven, fik fat i hovmesteren, og jeg fik lov at bo agter hos matroser og maskinfolk. Mit kammer her var meget bedre, og jeg skulle bare sove sammen med koksmathen.
Han var 32 år, og det første han sagde var: "Daws Basse, jeg er bøsse, men det skal du ikke tage dig af, jeg gør dig ikke noget". Han blev en af mine bedste venner ombord. Det var ham som fortalte styrmanden i officersmessen, at de skulle tage og skifte den grønlandske dreng ud med mig. Hovmesteren protesterede vildt, men det tog de sig ikke af, så jeg kom så i deres messe. De var kun syv mand, og jeg følte, jeg var i paradis.
Den første dag brugte jeg på at gøre rent i messen og pantryet. Efter et par dage spurgte de en aften, om jeg ikke lige kunne skaffe en skål trifli mere. De vidste godt, at ungkokken i kælderen aldrig ville gå med til det. Men jeg drønede ned i kælderen og sagde, at jeg skulle have en skål mere. Ungkokken gloede olmt på mig, og så storgrinede han bare. "Basse, du er noget for dig selv, kom her!", og så lavede han en kæmpeskål af den skønne dessert.
De gloede på mig, da jeg kom op igen med den, men jeg lod som ingenting. Minsandten om ikke de bad mig sidde ned og spise med, og det var en stor ting når man er messedreng. Efter den dag var det meget nemt at være messedreng, bortset fra et par episoder.
Kokken gav mig en bakke med kaffe og brød til broen, og der var også en lille vandkande.
"Nu går du op på broen med kaffen, og så vander du kompasrosen ordentligt.” Jeg turde ikke sige ham imod, jeg vidste jo ikke engang hvad en rose lavede på et kompas? På broen stod skipper og overstyrmand. De slog en høj latter op, da jeg fortalte dem mit andet ærinde. "Nu giver du bare styrmanden kanden, så skal han nok vande kompasrosen for dig. Du kommer ind i kortrummet med mig," sagde skipper.
Så sad vi rigtigt og snakkede, skipper og jeg. Når man kun er 15 år og messedreng, er man altså ret stolt af, at kaptajnen giver kaffe. Han spurgte mig, om jeg var bange for det hårde vejr. Jeg svarede, at jeg da havde sejlet en smule, inden jeg kom her. I Dragør fik jeg somme tider lov at sejle ud med fiskerne, og der fik jeg min ilddåb.
Han spurgte også om jeg havde været søsyg, men det havde man da slet ikke tid til at være. På et tidspunkt kom kokken, han kunne ikke forstå, hvor jeg blev af. "Goddag kok, Basse har skam vandet rosen, er der mere han skal vande?", sagde skipper.
Fremme i Godthåb – på godt og ondt
Da vi kom til Godthåb var der en masse mennesker på kajen. Det var ikke hver dag, der kom skib, og der strømmede unge damer ombord. De ville have noget at drikke, og det fik de så - blandt alt muligt andet. Deres mænd stod nede på kajen og råbte, at de skulle komme hjem, men det ragede dem en høstblomst. Det var altså en underlig forestilling, syntes jeg, men jeg endte med at miste min uskyld i Godthåb.
Vi dampede videre til Ivigtut, en mineby hvor de brød Kryolit. Da vi havde fortøjet sagde kokken, at jeg skulle få alle passagererne ud af deres kamre. De lå lige ved siden af det forreste lastrum. Men mange gad ikke flytte sig, hvorfor skulle de da det? Men de kom hurtigt ud, da den første højbanevogn fra otte meters højde blev tømt ned i lasten – sikke en larm.
De kom farende ud med hænderne for ørerne og troede, at verden gik under. De kunne jo bare have lyttet til mig. Havde det været en styrmand der advarede dem, var de jo nok fulgt med.
Det allersjoveste i Ivigtut var, da maskinmesteren i en brandert ville køre på en slæde, vi havde lånt.
Det går ret brat opad i den by, og han gik langt op for at få fart på. Vi stod bare og så ham stryge lige ud over kajen og ned i det isfyldte havnevand. Sikke han frøs da han kom op igen!
Hjemover i ny storm
Efter Ivigtut satte vi kursen tilbage mod Danmark og røg igen ind i en forrygende storm. Vi kunne faktisk gå på skotterne, så meget krængede det gamle skib. Men ”Umanak” var godt bygget og velholdt, der skete ikke ingen skade. Da jeg endelig kom hjem, var det kun for otte dage, så sejlede vi igen. Vi var det sidste skib før jul i Grønland.
Men det må I høre om en anden god gang,
