23948sdkhjf

Privat aktør vil jagte gas i Nordsøen trods politisk stop

En endnu ukendt aktør har ansøgt om at udvinde gas i Nordsøen trods politisk ønske om stop for gas i 2050

Et bredt flertal i Folketinget har aftalt at stoppe for udvinding af olie og gas i Nordsøen i 2050 for at fremme den grønne omstilling.

Trods det politiske ønske har Klimaministeriet modtaget en ansøgning fra en ukendt aktør om at udvinde gas i et felt, hvor potentialet er fem milliarder kubikmeter gas. Det svarer til cirka 2,5 gange det årlige gasforbrug i Danmark.

- Regeringens mål om 100 procent grøn gas i 2030 står fast. Til gengæld vil en potentiel ny gasproduktion bidrage til Europas forsyningssikkerhed, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i en pressemeddelelse.

Produktionen kan starte inden for fire til seks år og strække sig 15 år frem. Det er den første ansøgning, siden Nordsøaftalen fra 2020, der sætter en slutdato for udvinding af olie og gas i 2050.

Et bredt flertal blev dengang enig om nogle rammer, som sikrede langsigtede vilkår frem mod slutdatoen. Det gør det muligt uden statens initiativ at søge nye tilladelser.

Det er endnu uvist, om det vil føre til udvinding af gas. Ministeren hæfter sig ved, at det vil styrke Europas forsyningssikkerhed i lyset af Ruslands invasion af Ukraine.

Rusland står for at levere en stor del af Europas gas, men en række vestlige lande har indført sanktioner som følge af krigen og vil gøre op med brugen af russisk gas.

- På lang sigt er det noget, vi skal løse med grøn energi, men indtil vi er i mål med den grønne omstilling, så er Europa afhængig af gas. Og jeg ser hellere, at den gas kommer fra effektiv produktion i Nordsøen frem for uden for EU, siger Lars Aagaard.

Naturgasimporten til Europa fra Rusland blev mere end halveret fra 2021 til 2022. Det medførte en stor stigning i flydende gas, hvoraf en mindre del kommer fra Qatar, som Danmark helst er fri for.

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen er skeptisk over for ansøgningen.

- Det vil være en fejl at godkende det og en fejl at løse vores energikrise ved hjælp af den slags tiltag. Midlerne og arbejdskraften skal gå entydigt i at løse energikrisen og ikke forhindre os i at løse klimakrisen, siger han.

Han fremhæver manglen på arbejdskraft. Hvis der gives tilladelse til at udvinde gas, vil de medarbejdere, der skal udvinde den, ikke kunne arbejde for den grønne omstilling.

Han mener, at EU og Folketinget allerede har vedtaget tiltag, som er nok til at komme af med den russiske gas. Derfor giver han ikke meget for argumentet om forsyningssikkerhed.

- De midler, vi har til rådighed, og de ressourcer, vi har i forhold til arbejdskraft, bør gå entydigt til ting, der reducerer vores behov i stedet for at erstatte det med nye felter, siger han.

Ifølge hans vurdering vil en eventuel udvinding bidrage med ganske få promille. Han hæfter sig ved, at samfundet er på vej i en grønnere retning.

- Det er interessant at vide, hvem der gerne vil smide kapital i nye felter midt i en klimakrise, siger forskeren.

Ritzau forsøger at få et interview med ministeren og har hørt ministeriet til, hvem aktøren er.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094