23948sdkhjf

Dørene til et nyt grønt Nordsøeventyr er nu åbne

De første tilladelser til storskala lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen er på plads. Lagringen begynder i 2025, og dermed kan der fra 2030 årligt pumpes op mod 13 mio. tons CO2 ned i undergrunden

Listen over, hvad den danske undergrund kan bruges til, bliver kun længere og længere. Siden 1970’erne har vi hentet olie, gas og andre råstoffer fra den danske undergrund under Nordsøen.

50 år senere vender vi processen på hovedet og begynder i stedet at bruge undergrunden som et lager for den CO2, vi og andre lande producerer – og nu gør vi det i storskala.

Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse efter de første tilladelser til lagring af CO2 i undergrunden nu er endelig på plads. 

De første tilladelser til CO2-lagring i storskala er således netop faldet på plads, og de er gået til virksomhederne Ineos og Wintershall DEA samt Total Energies, som anslår, at op mod 13 mio. tons CO2 årligt vil tage turen ned i den danske undergrund fra 2030.

- Den danske undergrund har åbnet dørene til et nyt, grønt erhvervseventyr med en kundebase, der strækker sig over hele Europa. Vi kan endelig komme i gang med den del af arbejdet, der giver jord under neglene, sender CO2 ned i undergrunden og hjælper os med at nå vores klimamål. Industrialiseringen af CO2-lagring betyder, at det nu bliver større, end vi selv kan gøre det, og at det bliver billigere for os at nå vores klimamål, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Med tilladelserne kan arbejdet sættes i gang med det samme.

Lagring på land

Det er ikke kun i Nordsøen, at der bliver arbejdet på fangst og lagring af CO2. Ved Stenlille på Vestsjælland er Gas Storage Denmark i fuld gang med at forberede CO2-lagring på land – et pilotprojekt, der følger fra Aftale om rammevilkår for CO2-lagring i Danmark.

Da aftalen blev indgået, lød vurderingen, at det ville være muligt at lagre 0,5 mio. tons CO2 om året i fem år.

Men der er faktisk plads til meget mere. Derfor bliver pilotprojektet nu udvidet fra i alt 2,5 mio. tons til 10 mio. tons CO2.

- Den helt åbenlyse gevinst er for klimaet. Men det giver også et spændende indblik i potentialet for lagring af CO2 på land, som jeg glæder mig til at følge med i, så vi bedst muligt kan understøtte både undersøgelser og udvikling, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Udvidelsen af pilotprojektet betyder også, at det løber i tyve år stedet for de oprindelige fem år.

Lagring af CO2 under Nordsøen

Ineos og Wintershall DEA har med Project Greensand vurderet, at de kan lagre 1,5 mio. tons CO2 om året inden udgangen af 2025 og op mod 8 mio. i 2030.

De samlede investeringer i Project Greensand er 455 millioner kroner. Af dem har staten investeret 206,61 millioner kroner.

TotalEnergies forventer med Bifrost at kunne lagre mere end 5 mio. tons CO2 om året fra 2030. De undersøger muligheden for at udvide.

De samlede investeringer i Bifrost er 157 mio. kr. Af dem har staten investeret 75,68 mio. kr.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094