23948sdkhjf

Danske rederier går sammen med Metal Maritime om uddannelse af skibsassistenter

Kampen for at tiltrække flere danske unge til skibsfarten får nu rederier og fagbevægelse til at gå sammen og tilbyde en mere alsidig uddannelse til skibsassistent

Med tilbud om blandt andet at kunne komme på langfart med skibe fra A.P. Møller - Mærsk håber flere danske rederier og Metal Maritime at kunne tiltrække endnu flere unge til at tage uddannelse som skibsassistenter gennem et attraktivt praktikforløb.

Som noget nyt vil blandt andet A.P. Møller – Mærsk tilbyde praktikophold af 10-12 ugers varighed på deres oceangående containerskibe til de unge. Det skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse.

- Det er enormt vigtigt for os at have adgang til dygtige folk med de rette kompetencer og kvalifikationer. Det gælder ikke kun for Mærsk, men hele den maritime industri. Vi mangler arbejdskraft, og derfor er det vigtigt for os at tage ansvar og hjælpe med at uddanne så mange unge som muligt, siger Henriette Hallberg Thygesen, Executive Vice President, A.P. Møller – Mærsk ifølge meddelelsen.

De unge på skibsassistentuddannelsen vil med den nye ordning få mulighed for at få deres sejltid på en række forskellige skibstyper i forskellige rederier via et praktikophold koordineret af Danske Rederier.

Fordel med flere rederier

Dansk Metal har været åbne over for en ny tilgang og skruet en overenskomst sammen, som både sikrer de studerende på skibsassistentsuddannelsen gode forhold og samtidigt giver den fleksibilitet, der er nødvendig for at kunne lade de studerende skifte mellem flere forskellige rederier i deres praktik.

- Det er en stor fordel, at de unge kan få sammensat deres uddannelse via flere rederier. På den måde kan de få en smag for, hvad faget bredt set har at byde på. De får sammensat deres kvalifikationer efter, hvad der bliver efterspurgt. Når mange rederier på den her måde går sammen, garanterer det, at vi kan tilbyde de unge en fast men fleksibel uddannelse, siger Dansk Metals formand Claus Jensen.

Hård konkurrence

Hos Danske Rederier håber man på, at mange unge vil benytte den nye mulighed, og man står klar til at strikke praktikforløb sammen:

- Vi er i hård konkurrence med andre brancher om de unges opmærksomhed, men med den nye praktikordning tilbyder vi et forløb, som, jeg ikke mener, mange andre kan hamle op med. Hvis vi både skal have søfolk nok til at realisere Danmarks ambitiøse planer om udbygningen af havvind samt bevare Danmarks position som en af verdens største søfartsnationer, så kræver det, at vi får uddannet flere til skibsfarten. Derfor håber og tror jeg, at denne nye mulighed vil trække flere unge til, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

For at blive optaget på den nye skibsassistentuddannelse kræver det, at man har bestået den indledende del af sin grundlæggende maritime uddannelse (GMU) f.eks. om bord på et af skoleskibene ('George Stage' eller 'DANMARK') eller på en af de maritime skoler, HF-søfart eller Maritim STX. Der er ca. 470 unge, der årligt består den indledende GMU.

Den nye skibsassistent uddannelse er et supplement til den eksisterende og er åben for alle rederier. Indtil videre omfatter ordningen følgende rederier: A.P. Møller – Mærsk, Molslinjen, Cadeler, DFDS, TORM, Maersk Supply og ESVAGT.

Fakta: Eksempel på forløb på den nye skibsassistentuddannelse

  • 10-12 ugers effektiv sejltid med A.P. Møller – Mærsk (én udmønstring)
  • 16 ugers effektiv sejltid hos DFDS, Maersk Supply, Cadeler, Molslinjen eller Torm (4 ugers udmønstring efterfulgt af 2 ugers fri)
  • 24 ugers effektiv sejltid hos ESVAGT (4 ugers udmønstring efterfulgt af 4 ugers fri)
  • Efter ca. ét års effektiv sejltid venter 20 ugers skoleforløb, hvor man efter eksamen kan kalde sig befaren skibsassistent.

Kilde: Danske Rederier

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096