23948sdkhjf

Redningsbåde samler 110 migranter op på Middelhavet

Italien giver hjælpeorganisationer lov til at sejle migranter en fire dage lang tur til havnebyen Ancona

To hjælpeorganisationer har reddet i alt 110 migranter, der var i nød om bord i overfyldte gummibåde på Middelhavet.

Det meddeler de to organisationer, Læger uden Grænser og SOS Méditerranée, lørdag.

Flere af migranterne var stærkt forkomne. Nogle havde kemiske forbrændinger på huden, som var forårsaget af en blanding af benzin og saltvand.

Det norske redningsskib 'Ocean Viking' reddede 37 migranter fra en overfyldt gummibåd i internationalt farvand. Det skriver franske SOS Méditerranée, der driver skibet, på Twitter.

Senere lørdag samlede Læger uden Grænser 73 mennesker op i redningsskibet 'Geo Barents'.

Italiens regering har givet begge organisationer lov til at sætte de 110 migranter af i havnebyen Ancona, over 600 kilometer nord for Italiens støvlehæl.

Det er en ny politik fra den højreorienterede italienske regerings side. Den tildeler hjælpeorganisationerne en havn at sejle til umiddelbart efter en redningsaktion.

Regeringens argument er, at det vil betyde hurtigere hjælp til de migranter, der er samlet op på havet.

Det betyder dog også, at skibene ikke kan blive i farvandet og finde eventuelle flere både med migranter i havsnød, som de gjorde før.

SOS Méditerranée vurderer, at det vil tage fire dage at sejle til den udpegede havn med de forkomne migranter.

Ngo'en påpeger, at der er en lang række havne i det sydlige Italien, der ligger tættere på.

- Fortsat udsættelse for dårligt vejr under en længere tur kan påvirke deres velbefindende og udgøre en betydelig risiko for deres helbred i de kommende dage, skriver den franske organisation.

/ritzau/dpa

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079