23948sdkhjf

Scandlines øger sikkerheden med nummerpladegenkendelse

Vi kender det fra broer og p-huse, hvor nummerpladerne automatisk aflæses, og nu kommer teknologien også til Scandlines på Rødby-Puttgarten

Scandlines har entreret med det danske selskab Adaptive Recognition Nordic og deres ungarske søsterselskab Adaptive Recognition om levering af system til automatisk nummerpladegenkendelse på overfarten Rødby-Puttgarten.

Systemet placeres ved ind- og frakørsler og skal gøre det endnu lettere for selskabets kunder at anvende ruten.

- Projektet markerer Scandlines' indtog i digitaliseringen af færgehavne og gør Puttgarden-Rødby-forbindelsen til en real-time, end-to-end færgedrift med teknologi fra Adaptive Recognition, hvilket gør de to havne til nogle af de smarteste i Europa, siger Carsten Nørland, administrerende direktør i Scandlines i forbindelse med aftalen.

Scandlines forstærker leje i Rødby til emissionsfri færge

Øget sikkerhed til søs

Det er Scandlines selv, der sammen med deres lokale el-installatør i Rødby, Aktiv El, skal stå for installeringen af det nye system, der forventes at være på plads i løbet af det kommende år.

- Adaptive Recognition Nordic er virkelig stolte af at være en del af dette projekt og kommer med vores ekspertviden og bedste praksis i SmartPort-projekter opnået gennem mange års arbejde i den maritime sektor med blandt andet rederier, havne og maritime virksomheder, siger nordisk direktør Alan Tofte i forbindelse med aftalen.

Til Søfart uddyber han, at løsningen også har til formål at øge sikkerheden ved søtransporter.

- Formålet med SmartPort-projektet er først og fremmest at skabe mere sikkerhed til søs, i kombination med et bedre flow igennem havnene, som minimerer kø-dannelse og giver en bedre rejseoplevelse for passagererne. Løsningen hjælper blandt andet med til at registrere, om der er farligt gods på lastbiler, der kører ombord på færgerne, således at der kan indsættes korrekt i tilfælde af uheld, uddyber Alan Tofte til Søfart.

Denne anvendelse af systemet er også valgt i tunellen på Øresundsforbindelsen.

- Så ved uheld i tunnellen gives et præcist overblik over, hvilke typer farlig gods der er kørt ind i tunnellen, hvad der er kørt ud, og hvad der stadig er inde i tunnellen, således at indsatsledere omgående kan informeres og dermed forberede sine indsatshold bedst muligt, forklarer han yderligere.

Der kommer kameraer ved både til- og frakørsler for blandt andet at registrere håndtering af sættetrailere, fra de afleveres i den ene havn til de hentes i den anden havn. 

- Igen er dette relevant i forhold til håndtering af farlig gods og kortest mulig transporttid for forskellige varer, forklarer Alan Tofte.

Løsningen vil dog også gøre overfarter lettere for passagererne, da løsningen også er i stand til at aflæse, hvor mange passagerer, der er i hvert køretøj.

- Tidligere har passagerer manuelt skulle indtaste, hvor mange personer der kører ombord på færgen, hvor de nu vil kunne køre hurtigt ind på opmarchområdet eller direkte på færgen. Resultatet giver øget sikkerhed, bedre flow og minimering af kø-dannelse, påpeger Alan Tofte.

Ud over registrering af nummerplader, læser systemet også oplysninger om køretøjets mærke og model samt nationalitet, og det er indrettet, så det kan arbejde sammen med systemer til at automatisere bookinger og betalinger af overfarten.

Adaptive Recognition har i forvejen Øresundsbron, Læsø Kommune, Stenaline og DFDS på sin referenceliste.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078