23948sdkhjf

Soldat på fregat oplevede piratskud som superfarlige

I en usædvanlig sag om en formodet pirat satte flere danske soldater onsdag ord på, hvad der skete, da de sidste år kom i ildkamp i Guineabugten i Vestafrika

- Føling!, lød det i den danske Seahawk-helikopter, da den 24. november 2021 fløj over Guineabugten og forsøgte at stoppe formodede pirater i en båd.

Meldingen betød, at danskerne var under beskydning.

Ildkampen er genstand for en sag i Københavns Byret, hvor en af de formodede pirater er tiltalt. Onsdag blev flere vidner afhørt.

En af dem var kommandørkaptajn Lars Povl Jensen, der er chef for den danske fregat "Esbern Snare", der var udsendt med helikopteren. Han var med i retten via video.

- Vores vurdering er, at vi er nødt til at stoppe dem, fordi der ligger skibe meget tæt på det her område, sagde han.

Ifølge ham så de sikre tegn på, at der var pirater i båden. Blandt andet var der en stige, som de formodede pirater senere kastede over bord.

Helikopteren observerede først båden og var kort tilbage på fregatten, inden den vendte tilbage til båden, da det var mørkt. Efter ikke at have fået svar på en advarsel over radioen, affyrede en sergent varselsskud. Fire gange.

- Jeg skyder virkelig langt ude foran dem for at vise, at vi har våben om bord, sagde sergenten i retten og tilføjede, at han også skød med lys, så det kunne ses.

Da de i båden ikke lod til at overgive sig, forsøgte en finskytte fra helikopteren at ramme bådens motor. Det mislykkedes.

En af de formodede pirater skød så mod helikopteren, forklarede en kaptajnløjtnant. Ifølge ham var situationen "superfarlig".

- Vi har en forholdsordre, som siger, at som dansk soldat skal vi tage kampen op, hvis der bliver skudt, sagde han.

Derfor skød de tilbage i selvforsvar.

Efter der var blevet skudt ad to omgange fra de formodede pirater på lidt over 200 meters afstand, blev Frømandskorpset sat ind i både.

Fire formodede pirater blev dræbt. En femte formodes druknet. De sidste fire overlevede. Efter halvanden måned blev tre af dem løsladt til søs.

Den nu tiltalte kom til Danmark, da han var såret og mistede benet. Det var ikke ham, der skød, men han er tiltalt for at udsætte de danske soldaters liv for fare. Han nægter sig skyldig.

/ritzau/

Tidslinje: Dansk fregat var på mission i piratbugt

  • 24. oktober 2021: Fregatten "Esbern Snare", der også har en helikopter, sendes mod Guineabugten. Klokken 19 lokaltid er der ildkamp. En af de formodede pirater affyrer en byge af skud mod helikopteren. De danske soldater affyrer også skud. Danske frømænd sættes også ind i en båd. Fire formodede pirater bliver dræbt, mens en formodes være faldet over bord og omkommet. Fire andre tilbageholdes på fregatten. Den ene af de fire er såret og får amputeret sit ene ben.
  • 19. december 2021: Forsvaret melder, at den sårede mand er blevet bragt til et hospital i Ghana.
  • 6. januar 2022: Der sker tiltalefrafald for tre af de formodede pirater. De løslades samme dag. Den fjerde, som er såret, bringes til Danmark og fængsles her.
  • 9. maj 2022: Anklagemyndigheden tiltaler den formodede pirat for at have udsat danske soldater for livsfare.
  • 21. november 2022: Københavns Byret indleder sagen. Dom ventes tidligst 28. november.

Kilder: Forsvarsministeriet, anklagemyndigheden og retsbog.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079