23948sdkhjf

Radius afhænder berømt batteri i Nordhavn

Da elnetselskabet Radius og ABB i 2016 indgik en kontrakt om etableringen af et Li-ion batteri i parkeringshuset Lüders i Nordhavn i januar 2017 var det lidt af en særegen aftale.

Batteriet, der fuldt opladet kunne forsyne cirka 60 husstande i et døgn med strøm, var blandt de første store nettilsluttede i Danmark. Det blev da også behørigt indviet i februar 2017 af daværende energi-, klima- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt samt tidligere overborgmester i København Frank Jensen.

Hos Radius, der har driftet det store batteri indtil i dag, er tiden nu inde til at sende opgaven med det grønne energiprojekt videre. Derfor kommer batteriet nu på By & Havns hænder.

- Vi er glade for aftalen med By & Havn. Vi var first-mover på dette område og har høstet vigtige erfaringer, men i forhold til vores opgaver som elnetselskab er vi ikke de rette fremtidige ejere af et batteri som det i Nordhavn. Energilagring er en vigtig opgave, og det giver god mening, at By & Havn vil bruge batteriet til at løse nogle af de udfordringer, der følger af elektrificeringen. Vi har haft et godt samarbejde i EnergyLab Nordhavn-projektet, mens det stod på, så det er en oplagt mulighed, at det er By & Havn, der fortsætter med at drive batteriet i Nordhavn, siger administrerende direktør i Radius, Jens Fossar Madsen.

Om batteriet i Nordhavn

Batteriet er lithium-ion-typen og har en kapacitet på 460 kWh og effekt på 630 kW.

Batteriet oplades typisk om natten og aflades på tidspunkter, hvor el-nettet er særligt hårdt belastet.

Batteriet vejer 3,5 ton og dets kapacitet svarer til ca. 60 husstandes forbrug i et døgn.

Hybrid Greentech er driftspartner på projektet.

Kilde: By & Havn

Spidsbelastede perioder

By & Havn overtager altså Danmarks første store nettilsluttede batteri fra Radius. Det skal også i fremtiden være med til aflaste elnettet i Nordhavn, når et stigende antal el-biler oplades.

Nordhavn er en energibevidst bydel, hvor vækst og bæredygtig byudvikling følges ad, og hvor grønne tiltag afprøves og indbygges.

By & Havn har derfor valgt at overtage det store batteri, der blev opsat i P-huset som en del af projektet EnergyLab Nordhavn.

Batteriet har i spidsbelastede perioder været brugt til at reducere belastningen på det lokale elnet, og det har derfor været afgørende i forhold til at sikre et stabilt og grønt elnet i Nordhavn. By & Havn har i forbindelse med overtagelsen indgået aftale med Hybrid Greentech, der har specialiseret sig i at fjernstyre batterier og bruge dem til at stabilisere energisystemet.

- Med partnerskabet og batteriet i Nordhavn har vi demonstreret, at bydelen står som et innovativt og anerkendt storbylaboratorie, hvor vi i fællesskab udvikler grønne og bæredygtige energiløsninger, som kan bruges i kommende byudviklinger - både i Danmark men også internationalt. Vi overtager batteriet, fordi projektet har været en succes, og at vi i fremtiden stadig vil sikre et stabilt el-net i Nordhavn, selvom vi ser ind i en tid, hvor behovet for flere ladepladser stiger, da flere og flere vælger el-bilen til. Det er derfor helt afgørende, at de tekniske energiløsninger følger med udviklingen af infrastrukturen, siger administrerende direktør Anne Skovbro, By & Havn.

International interesse

Siden EnergyLab Nordhavn blev stiftet, har der været stor international interesse for projektet og for de løsninger, der er blevet testet og udviklet. 

Tilbage i 2020 besøgte statsminister Mette Frederiksen sammen med den lettiske statsminister EnergyLab Nordhavn, og for nylig lagde den estiske energiminister vejen forbi for at lade sig inspirere af bydelens løsninger.

Om EnergyLab Nordhavn

EnergyLab Nordhavn blev stiftet i 2015 og udviklede frem til 2019 løsninger og metoder til bæredygtige og fleksible energisystemer i fremtidens byer med udgangspunkt i det levende storbylaboratorium i Nordhavn. Det er sket i et tæt samarbejde mellem forskere på DTU, danske industri- og energivirksomheder samt By & Havn og Københavns Kommune.

Med udgangspunkt i det eksisterende el- og fjernvarmenet i København samt en række bygninger i Nordhavn har projektet EnergyLab Nordhavn vist, hvordan fremtidens intelligente energisystem kan se ud. Selv om projektet officielt er afsluttet, lever EnergyLab Nordhavn fremover videre som en lokal forening, der samler borgere og små og store aktører inden for bæredygtig byudvikling.

Partnerskabet bag var: DTU, Københavns Kommune, By & Havn, HOFOR, Radius, ABB, Danfoss, Nerve Smart Systems, COWI, METRO THERM, Glen Dimplex og PowerLabDK-faciliteterne. Projektet er støttet af EUDP.

Kilde: By & Havn

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.438