23948sdkhjf

Aarhus Havn vil have mere ud af sine arealer

Aarhus Havn og brancheorganisationen Danske Shipping- og Havnevirksomheder har indgået  aftale om optimering af havnens arealer i forbindelse med etablering af Yderhavnen

Aarhus Havn kæmper med pladsen efter stigende omsætning i både containere og massegods og på grund af det aktuelle pres på arealerne og forsyningssikkerheden, er der ikke store muligheder for at optimere nuværende arealer yderligere. 

Derfor har Aarhus Havn og Danske Shipping- og Havnevirksomheder begyndt en proces, hvor parterne skal se på, om og hvordan det er muligt at optimere både nuværende og kommende arealerne i forbindelse med etablering af Yderhavnen. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

– Jeg er glad for, at vi kan indgå aftalen med Danske Shipping- og Havnevirksomheder. For aftalen understreger, at vi og de virksomheder, der benytter havnen, ønsker at skabe den mest effektive udnyttelse af arealerne i forbindelse med en udvidelse. Vi oplever i øjeblikket, at godsomsætningen stiger markant. Det presser kapaciteten og arealerne i et omfang, vi ikke har set før. Samtidig står vi midt i en grøn omstilling af samfundet, og nye godstyper finder vej til Aarhus. Derfor er det nødvendigt allerede nu at lægge planen for nuværende arealer ved en havneudvidelse, siger Thomas Haber Borch, der er CEO i Aarhus Havn.

Aftalen mellem Aarhus Havn og Danske Shipping- og Havnevirksomheder er den første af sin slags i Danmark. Aftalen kan, udover at sikre en bedre pladsudnyttelse i forbindelse med en kommende havneudvidelse, bidrage til en god og konstruktiv proces frem mod en politisk beslutning, mener Lars Jespersen, der er adm. direktør i SDK Shipping og formand for Danske Shipping- og Havnevirksomheder.

– Der kan ikke være nogen tvivl om, at en udvidelse af Aarhus Havn er bidende nødvendig. Der har så været ønsker fremme om, at man skal optimere de nuværende arealer på Aarhus Havn i stedet for at udvide. Men for det første er optimering allerede en stor del af alle havnevirksomheders hverdag i dag. For det andet kan vi simpelthen ikke flytte eller rokere rundt, når der ikke er ledige arealer og kapacitet til det. Derfor er vi også glade for, at vi i dag kan indgå aftalen med Aarhus Havn, så vi kan være med til at fremtidssikre havnens arealer og virksomhedernes fremgang og arbejdspladser, siger han.

Aarhus Havn arbejder i øjeblikket med planer om at udvide havnen betydeligt, men planerne har mødt stor modstand i lokalbefolkningen. Det er op til kommunen at bestemme om planerne kan føres ud i livet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095