23948sdkhjf

Følg skibsfartens topchefer drøfte tidens udfordringer i New York

Flere hundrede topchefer i skibsfarten mødes i denne uge i New York for at drøfte branchens udfordringer og muligheder. Det sker på den årlige konference i shippingchefernes egen NGO, Global Maritime Forum.

Hvordan vil shippingbranchen gå fra høje ambitioner til handling og gøre bestilling af nul-emissionsskibe til standardvalg inden for dette årti? Et af mange spørgsmål, topcheferne skal drøfte på Global Maritime Forum

Der er tre nøgleemner på topmødet, fremgår det af organisationens hjemmeside.

  • Modstandsdygtige forsyningskæder og handel i forandring
  • Dekarbonisering af skibsfarten
  • Menneskelig bæredygtighed og tiltrækning af talenter.

Hvad gør branchen for at rekruttere?

For at starte med det sidste emne, så handler det ifølge organisationen om, at den globale handel ville gå i stå uden de millioner af mennesker, der arbejder i søfartssektoren - på land og til søs. 

Men i kølvandet på coronapandemien og den øgede globale konkurrence om talenter er der voksende bekymring for evnen til at rekruttere og fastholde de mennesker, som søfarten har brug for i takt med digitaliseringen, automatiseringen og dekarboniseringen.

I New York skal topcheferne derfor drøfte svar på spørgsmål som, hvad der skal til for at tiltrække og fastholde søfolk i fremtiden, hvordan deres trivsel kan forbedres, samt hvilke færdigheder der er behov for i lyset af digitalisering og dekarbonisering.

Hvad med dekarbonisering

Topcheferne skal naturligvis også drøfte klimaudledninger. Drivhusgasemissionerne fra alle sektorer skal helst toppe inden 2025 og nå netto-nul i midten af dette århundrede.

Organisationen fastslår, at skibsfarten skal og kan spille en rolle i denne overgang, og ledere fra hele sektoren har klart tilkendegivet, at de støtter dette mål.

Men hvordan vil shippingbranchen gå fra høje ambitioner til handling og gøre bestilling af nul-emissionsskibe til standardvalg inden for dette årti? Det skal cheferne drøfte.

Hvad med nye handelsmønstre?

Endelig skal shippingcheferne drøfte deres kerneområde; international handel.

Den internationale handel, der er muliggjort af søtransport, har været en afgørende drivkraft for den globale vækst og udvikling i de sidste 50 år, skriver organisationen i optakten til topmødet.

Men geopolitiske konflikter, en global pandemi, infrastruktur- og arbejdskraftmangel samt ændrede handelsmønstre har afsløret betydelige svagheder i de globale forsyningskæder med alvorlige konsekvenser for den globale økonomi og livet for borgere over hele verden.

Dette har ført til spørgsmål om bæredygtigheden af den globaliserede økonomiske model, der er afhængig af et yderst effektivt transport- og logistiknetværk.

For at øge modstandsdygtigheden er der nogle, der opfordrer til en omlægning af produktionen, mere vertikal integration af forsyningskæderne og en diversificering af leverandørerne. Så det er på dagsordenen i New York.

Følg med i livestream

Global Maritime Forums topmøde i New York indledes i morgen onsdag ved en velkomstreception, hvor organisationens formand Jan Dieleman, Cargil Ocean Transportation, er vært, hvorefter konferencen kører torsdag og fredag.

Alle kan følge med i livestream her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109