Martin Bencher Group har i 2022 kunnet fejre 25-års jubilæum, og fredag morgen blev det fejret med meddelelsen om, at A.P. Møller-Mærsk smed over 400 mio. kr. på bordet for at opkøbe virksomheden, der siden 1997 har haft hovedkontor i Aarhus.
Alle årene har nuværende CEO Peter Thorsøe Jensen været en del af virksomheden, som han stiftede sammen med Bo H. Drewsen i 1997. Samme år udvidede virksomheden med et kontor i Shanghai, og siden da er det kun gået én vej for Martin Bencher Group, der i dag er vokset til at have kontorer i 23 lande og næsten 170 ansatte.