23948sdkhjf

Hope Hicks står nu frem om voldtægtsanklager

Den ene af de to kvinder, der nu sagsøger Mærsk – Hope Hicks – fortalte sidste år anonymt om sine oplevelser, men nu står hun frem med navn og billede.

- Det var min nærmeste chef, der har gjort de her ting imod mig. Hope Hicks, maskinmesterelev

- Jeg er ikke længere bange for reaktionerne fra branchen eller min uddannelse, nu ønsker jeg bare at få de her sager frem i lyset, siger Hope Hicks til DR Nyheder og tilføjer

- Alt for længe har det været alt for svært for ofre at stå frem – jeg håber, at min sag vil inspirere andre til at gøre det samme.

Hun er under uddannelse til maskinmester på United States Merchant Marine Academy (USMMA), og som del af studiet var hun i 2019 i praktik ombord på et af Mærsks fragtskibe.

Shots i førstemesterens kahyt 

Ifølge sagsanlægget var den dengang 19-årige Hope Hicks den eneste kvinde ombord, og hendes førstemester – hendes nærmeste chef – kom gentagne gange med seksuelle jokes og kommentarer til Hope Hicks udseende og fremtoning. Dette skete angiveligt også foran andre ansatte i maskinrummet.

Efter omkring 50 dage ombord på fragtskibet afholdt førstemesteren en mindre sammenkomst i sin kahyt, hvor han og andre drak alkohol, selvom dette strider imod Mærsks alkoholpolitik.

Hope Hicks blev overtalt til at deltage og blev ifølge sagsanlægget tvunget til at drikke 8-10 shots, hvorefter hun fik et kortvarigt black out.

Dagen efter vågnede hun nøgen i sin seng.

I søgsmålet står der yderligere, at der var blod på hendes lagner, mærker på hendes krop, og at hun var øm især omkring sit underliv.

Hope Hicks husker dele af voldtægten tydeligt; blandt andet, hvordan førstemesteren tvang sin penis ind i hendes mund, og at han voldtog hende vaginalt.

Morgenen efter fik hun et opkald fra en anden kollega, der meddelte, at førstemesteren havde givet hende fri, og at hun ikke behøvede møde i maskinrummet.

Senere samme dag blev Hope Hicks ifølge søgsmålet indkaldt til møde i førstemesterens kahyt. Her gjorde han det klart, at han blot havde hjulpet hende i seng dagen før, og at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis Hope Hicks fortalte andet til skibets kaptajn eller andre i rederiet.

Hope Hicks passede sit arbejde ombord i yderligere 50 dage. Ifølge søgsmålet mente hun ikke, det ville nytte at klage til skibets kaptajn, og hun kendte ikke til andre klage- eller rådgivningsmuligheder.

- Det var min nærmeste chef, der har gjort de her ting imod mig. Han var gode venner med sin chef og skibets kaptajn, så jeg følte ikke, jeg havde nogen, jeg kunne henvende mig til, siger Hope Hicks til DR Nyheder.

Først i oktober sidste år fortalte hun offentligt om episoden, hvorefter Mærsk foretog en intern undersøgelse, og som konsekvens fyrede fem ansatte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094