23948sdkhjf

‘Niels Juel’ testaffyrer Danmarks første SM-2-missil

I forbindelse med test af sit nye missil-system blev det første SM-2-missil affyret fra et dansk krigsskib.

Der var spænding ombord på fregatten ‘Niels Juel’, da det første SM-2-missil i nat blev affyret fra et dansk skib

Ifølge Forsvaret var hele skibets besætning på deres poster, mens de ventede på den karakteristiske lyd, som kan høres overalt på skibet, når et missil forlader affyringsbrønden.

Affyringen blev styret fra skibets operationsrum, og ifølge Forsvaret var der smil på læben, da missilet succesfuldt fór afsted mod himlen.

- Det en meget vigtig milepæl at få missilerne testet på vores fregatter af Iver Huitfeldt-klassen. Når vi efterfølgende får missilerne installeret på de tre fregatter i klassen, kan man for alvor udnytte disse enheder til det, som de oprindeligt er indkøbt og designet til, nemlig områdeluftforsvar. I forvejen har fregatterne radarer og andre sensorer og en veluddannet besætning, som tilsammen gør fregatterne i stand til at overvåge et luftrum nøje og præcist og hurtigt opdage fjendtlige fly eller missiler, siger kontreadmiral Torben Mikkelsen, der er chef for Søværnskommandoen, i forbindelse med affyringen.

Læs også: Første gang: SM-2 missiler installeres ombord på 'Niels Juel'

Testaffyringen skete i et øvelsesområde ud for Andoya i Nordnorge og er en såkaldt First of Class (FOC) skydning, og det er Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse, der gennemfører den på fregatten ‘Niels Juel’.

- Med SM-2-missilerne vil fregatterne kunne nedskyde disse eventuelt fjendtlige fly og missiler på længere afstand, og de vil dermed bidrage væsentligt til bl.a. luftforsvaret af Danmark. Det gør ganske enkelt fregatterne bedre til luftforsvar, som er vigtigt i forhold til forsvaret af Danmark og understøtter efterspørgslen fra NATO, påpeger Torben Mikkelsen.

Læs også: Forsvarsforhandlinger: Nye missiler og sonar bør stå højt på ønskesedlen

Når de nye missiler er fuldt indfaset, kan fregatterne rykke ud med kort varsel til forsvarsopgaver både i konfliktområder ude i verden og som forsvar af Danmark og dansk territorium.

Desuden betyder opgraderingen, at fregatterne vil blive mere værdifulde for NATO, da netop evnen til at indsætte et skib, der har sensorer og våben, som sammen kan beskytte et luftrum, er noget NATO i høj grad efterspørger. Danmarks bidrag til NATO vil dermed blive forbedret, påpeger Torben Mikkelsen.

Lang forberedelse

Forud for dagens affyring har Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i flere år forberedt missilets installering og afprøvning. Anskaffelsen består af flere dele.

Selve missilet indkøbes gennem den amerikanske flåde, US Navy. Men udover anskaffelsen af disse har der ved FMI pågået et stort arbejde for at få opdateret elektronik og software ombord på fregatten, der gør, at missilet kan integreres med skibets øvrige systemer.

Ligeledes har FMI klargjort den såkaldte MK41-launcher, som blev bygget ind i skibene fra starten, og som missilerne afskydes fra. På land er der samtidig oprettet lagerplads og værksted til missilerne.

- Vi har i mange år arbejdet frem mod at kunne implementere denne kapacitet. Det er derfor en stor glæde, at alt det alle har arbejdet hen mod gik op i en højere enhed ved en meget succesrig første afskydning i nat. Nu ser vi frem til at kunne anvende den data, vi har fra prøveafskydningen, til det videre arbejde frem mod en endelig implementering af missilsystemet,” siger Anders Skeel Bytzau, der er projektleder for anskaffelsen af SM-2 missilsystemet ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Områdeforsvar

De nye missilers typiske opgave vil som nævnt være at bidrage til et områdeforsvar, så fx en flådestyrke eller en hangarskibsgruppe kan operere frit. De danske fregatter kan med SM-2-missilerne eskortere andre skibe og beskytte en flådestyrke, og det område flådestyrken befinder sig i mod fjendtlige missiler eller fly.

- Når vi får testet missilerne, er det ikke bare en milepæl for Danmark og det danske forsvar. Det er også en stor begivenhed for skibet og besætningen. Vi har helt klart set frem til skydningen – og besætningen har i lang tid arbejdet intenst og målrettet mod nattens begivenheder. Nu får vi en kapacitet ombord, som markant rykker fregatten ‘Niels Juel’ og vores søsterskibe op i forhold til sømilitær anvendelighed for Danmark og NATO. Det var tydeligt at mærke, at vi alle sammen lige rankede ryggen en ekstra gang, da det hele var vel overstået og jeg er stolt af besætningens tilgang til opgaven, siger skibschefen på fregatten ‘Niels Juel’, orlogskaptajn Simon E. Schultz-Larsen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.187