Frivillige holder stor søredningsøvelse
10 enheder fra forskellige organisationer og omkring 50 frivillige og professionelle redningspersoner gennemførte i weekenden en stor redningsøvelse i den nordlige del af Øresund. Og med et område på omkring 30 kvadratkilometer var der meget at se til for deltagerne. Scenen omkring øvelsen var en kollision mellem to både i den nordlige del af Øresund. Den ene synker og besætningen på den anden ryger i vandet og spredes i vandet. Det er Dansk Søredningsselskabs (DSRS) afdeling i Helsingør, der stod bag øvelsen.
- Øresund er et specielt farvand: Det er smalt, der er utrolig meget trafik året rundt af alt fra små fiskejoller til oceangående gastankskibe og krydstogtskibe. Risikoen for en rigtig stor ulykke er derfor altid til stede, og i den situation vil redningsenheder fra både Sverige og Danmark skulle arbejde godt sammen. Derfor var denne øvelse vigtig, fortæller siger Anders Lassen, der er stationsleder i DSRS Helsingør.
Læs også: Dansk Søredningsselskab sætter trist rekord – allerede over 800 aktioner i 2021
Den helt centrale opgave for øvelsesdeltagerne var at både lokalisere og behandle de mange ofre, der var lagt ud i området, og sikre, at den fingerede ulykke ikke udviklede sig yderligere.
Første større øvelse
Ud over DSRS Helsingør deltog også DSRS København og sammen havde de tre både med til øvelsen.Fra svensk side deltog SSRS Råå med to både og deres jetski.
SSRS Höganäs deltog med deres 12-meters båd. Beredskabet Helsingør deltog med deres dykkerbåd og endelig deltog Marinehjemmeværnet med deres 900-klasse ‘Fænø’, der under øvelsen var On Scene Coordinator (OSC).
Det er første gang DSRS Helsingør har arrangeret en øvelse i denne størrelse og ifølge øvelsesleder, Hans Henrik Møller fra DSRS Helsingør gik alt som planlagt.
- Det skyldes ikke mindst en kæmpe indsats fra alle på stationen, der bidrog med hjælp til forberedelse og afvikling af øvelsen. Fra dem, der sørgede for vand og mad til figuranterne, der tilbragte en halv lørdag med at ligge i en redningsflåde eller på en båre, fortæller han og uddyber:
- Nøgleordene fra en sådan situation er Organisation og Kommunikation: I den første fase af en større ulykke gælder det om at få organisationen op at stå. At få fordelt opgaverne til de mange enheder og få uddelegeret noget af ansvaret til andre enheder, så OSC kan få ro til at få det store overblik. Derefter handler meget om kommunikation. At være kort og præcis i meldingerne fra de forskellige enheder, og at OSC hele tiden kommunikerer det store overblik til alle deltagerne, så de kender situationen, som den udvikler sig. Endelig skal man ikke undervurdere det personlige kendskab: At vi kender hinanden og hinandens udstyr og kompetencer kan være afgørende i en "skarp" situation.
Om DSRS
Dansk Søredningsselskab blev grundlagt for mere end 10 år siden af nogle ildsjæle fra Nordsjælland efter en henvendelse fra det Svenske Søredningsselskab, fordi svenskerne kunne se, de blev kaldt ud til flere og flere søredninger i den danske del af Øresund.
I dag er DSRS vokset til 12 danske stationer og omkring 320 frivillige, som 24 timer i døgnet og 365 dage om året står klar til at hjælpe sejlere i indre danske farvande som har brug for assistance.
Dansk Søredningsselskab er baseret på frivillig og ulønnet arbejdskraft. Alle aktiviteter finansieres af indtægterne fra medlemskontingenter og sponsorstøtte fra virksomheder, fonde og privatpersoner