Helsingør Havne har fundet sin ny direktør
Fra 1. maj hedder chefen for Helsingør Havne Martin Vestergaard. Det oplyser Helsingør Kommune i en pressemeddelelse.
Han er oprindeligt uddannet tømrer og civilingeniør og har omfattende erfaring i byggebranchen og med ledelse på topplan. Senest kommer Martin Vestergaaard fra job som forretningsudvikler hos Rambøll, og han har tidligere været bestyrelsesformand for Hanstholm Havn.
- Helsingør Havne er noget særligt for mig. Med Kronborg og byens charmende historiske bykerne som naboer byder vi på en erhvervshavn, en lystbådehavn og sidst men ikke mindst en kulturhavn med oplevelser og seværdigheder, siger Martin Vestergaard.
Formand for Helsingør Havne, Gitte Kondrup, glæder sig til samarbejdet:
- Han kommer med en masse erfaring med havnedrift og udvikling af havne, og jeg er sikker på, at han er rette mand til at bringe Helsingør Havne vigtige skridt videre – både det erhvervsmæssige og den del, der handler om de mange daglige besøgende og brugere af havneområderne, lyder det fra Gitte Kondrup.
Martin Vestergaard afløser Jesper Schrøder, som efter fem år på posten tidligere på året fratrådte stillingen som chef for Helsingør Havne efter en såkaldt gensidig aftale med Helsingør Kommune.