Verdens største skibskran sætter yderligere skub i Tyra II
Danmarks rolle som selvforsynende med gas kom i weekenden et vigtigt skridt videre. Her begyndte TotalEnergies EP Danmark og partnerne i Dansk Undergrunds Consortium, Noreco og Nordsøfonden forårets installationskampagne på Tyra-feltet.
Det skete med hjælp af verdens største skibskran ‘Sleipnir’, der i løbet af søndagen fik placeret de tre 3.485 tons tunge brøndhoved- og stigrørsplatforme på Tyra Vest.
- Det vil bringe os et vigtigt skridt nærmere færdiggørelsen af Tyra II – Danmarks nye knudepunkt for naturgas. I de kommende uger vil alle platforme, undtagen procesplatformen, være installeret i Nordsøen, fortæller Lars Bo Christiansen, Tyra Genopbygningsprojektets Viceprojektdirektør for TotalEnergies EP Danmark.
‘Sleipnir’ har en besætning på 260 søfolk, og arbejdet med at placere de enkelte stålelementer kræver god forberedelse.
- Det, der kan ligne at flytte rundt på legetøjsblokke, er faktisk en meget kompleks opgave, som kræver mange års forberedelse og den højeste præcision under udførelsen. Ligesom piloter før take-off følger vores team en meget grundig og detaljeret manual udarbejdet af løfte- og installationseksperter, uddyber Lars Bo Christiansen.
De tre Tyra Vest brøndhoved- og stigrørsplatforme ankom til Rotterdam i februar, hvor de blev løftet ombord på Sleipnir. Her tog de et pitstop for at afvente det optimale tidspunkt til at blive installeret i den danske Nordsø i løbet af april.
En solid arbejdshest
Arbejdet med løft af platforme og efterfølgende samling og svejsning tager ca. to uger. I alt løfter Sleipnir to gangbroer samt fire platforme, som omfatter de tre brøndhoved- og stigrørsplatforme og den nye Tyra II beboelsesplatform.
‘Sleipnir’ er verdens største kranskib. Det har to enorme kraner som kan løfte en vægt på op til 20.000 tons. Kranskibet er 220 meter langt og 102 meter bredt, hvilket svarer til cirka tre fodboldbaner.
‘Sleipnir’ deltog også i arbejdet med at nedtage de gamle Tyra-strukturer og hjalp med at installere både de nye platform-ben i september 2020 samt de første nye Tyra II-platforme i september 2021.