23948sdkhjf

Ny aftale sikrer Dan-Unity CO2-opsamling i det indre Europa

Det danske CO2-transportfirma Dan-Unity CO2 har indgået aftale med belgiske Victrol om CO2-transport fra det indre Europa til havne i Nordsøen.

En stor del af de CO2-forurenende virksomheder i Europa er placeret i det indre Europa, hvorfra der ikke umiddelbart er mulighed for at slippe af med opsamlet CO2 ad søvejen. 

Men nu har danske Dan-Unity CO2 indgået aftale med belgiske Victrol om transport af CO2 ad de indre europæiske vandveje til Rotterdam eller Antwerpen. Her kan CO2’en blive lastet fra Victrols flodpramme over i Dan-Unitys CO2-tankere, der sejler til Carbfix i Island, hvor den opsamlede CO2 sendes ned i den vulkanske undergrund, der er i stand til at omdanne CO2 til sten på bare to år. 

- Med denne aftale gør vi det både muligt og attraktivt for de store CO2-udledere i det indre Europa, som ikke umiddelbart har mulighed for nemt og billigt at komme af med deres CO2, at få adgang til en stabil og sikker transportvej hele vejen til Island, siger CEO i Dan-Unity CO2, Steffen Jacobsen i forbindelse med aftalen.

Læs også: Skibsreder: "CO2-opsamling vil gå hen og blive en rigtig god forretning"

Fordelene ved en løsning med pramme er ifølge Steffen Jacobsen, at det er muligt at komme meget tæt på de store udledere af CO2 i det indre af Europa, men også at det vil være muligt at lave CO2-opsamling fra flere mindre enheder, og derved øge mulighederne for, at flere typer af virksomheder kan komme af med deres CO2.

Læs også: Dansk rederi har nu skibsdesignet klar til transport af flydende CO2

I forbindelse med aftalen vil Victrol bygge pramme til transport af CO2, og selskaberne forventer at kunne være klar med at hente CO2 fra det indre af Nordeuropa allerede i 2025.

Læs også: Danskere tager nyt skridt mod første danske skib til CO2-transport

Tidligere på året indgik Dan-Unity en samarbejdsaftale med Aker Carbon Capture om løsninger til søtransport af CO2. 
Dan-Unity CO2 er etableret af de danske rederier Evergas og Navigator Gas, som er specialister inden for transport af flydende gasser og til at designe, bygge og administrere transportløsninger til CO2-opsamling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094