Torm: Øgede dagsrater mindsker underskud i Q4
Det danske rederi Torm har netop udsendt regnskabet for Q4 2021, og det viser et underskud før skat for kvartalet på 8.0 mio USD. Underskuddet var i samme periode 2020 på 39,7 USD.
Resultat af den primære drift landede i Q4 2021 på 42,9 mio. USD, hvor den i samme periode i 2020 var 8.0 mio. USD.
- Efter et udfordrende år på produkttankmarkedet oplevede vi et opsving mod slutningen af 2021. I gennemsnit var raterne i 4. kvartal 2021 mere end USD/dag 1.000 højere end raterne i 4. kvartal 2020 og 3. kvartal 2021, siger administrerende direktør Jacob Meldgaard i en meddelelse til regnskabet.
- I de seneste måneder er den globale olieefterspørgsel vendt tilbage til 2019-niveauer, og vi har set forbedrede fragtrater, men også volatilitet, der kan blive forstærket af den russiske invasion af Ukraine, uddyber han.
Læs også: Torms transport af raffinerede olieprodukter negativt påvirket af manglende råolie
Underskud for hele året
For hele året 2021 hentede Torm en dagsrate på 13.929 USD mod 19.800 USD i 2020. Resultatet af den primære drift blev på 136,9 mio. USD mod 271,9 mio. USD i 2020.
Underskuddet før skat for hele 2021 udgjorde USD -40,8 mio, hvor selskabet i 2020 havde et overskud på USD 89,5 mio.
Læs også: Sydøstasien lægger en dæmper på 2021-målet hos Torm
Jacob Meldgaard peger desuden på, at produkttankmarkedet i Q4 2021 blev hjulpet af de amerikanske golfraffinaderier kom i gang igen, efter orkanen Ida afbrød produktionen i 3. kvartal 2021. Dertil kommer en stærk importefterspørgsel fra Sydamerika.
Samme positive tendenser kan dog ikke aflæses i Asien, ligesom kunderne i vid udstrækning stadig tærer på lagrene frem for at få nye forsyninger.