23948sdkhjf

Fisk skæpper i kassen for Hanstholm Havn

Fisk er sundt og konsumfisk er sundt for økonomien i Hanstholm Havn, der noterede stor fremgang i omsætning af spisefisk.

På trods af udfordringer med covid-19 og brexit, der har reduceret danske fiskeres kvoter med 25 procent, så kan Hanstholm Havn notere, at de har omsat fisk for over én milliard kroner i 2021. Det fremgår af havnens årsregnskab for 2021.
Nettoomsætningen for Hanstholm Havn steg i 2021 med 33,6 mio. kr. mod 32,0 mio. kr. i 2020, mens havnens resultat før afskrivninger og efter renter lyder på -8,0 mio. kr. mod 3,4 mio. kr. i 2020. Det negative resultat skal ifølge Hanstholm Havn ses i lyset af et større renoverings- og vedligeholdelsesarbejde på havnen i 2021 samt afdrag på lån til havneudvidelsen.
- Hanstholm Havn har over de senere år gennemgået en stor havneudvidelse, som udover bl.a. nye ydermoler og et stort baglandsareal naturligvis også er en stor investering med et stort lån, som havnen nu er begyndt at afdrage på, helt som planlagt. Årets resultat er derfor på niveau med det forventede, og vi har nu indledt en ny æra, hvor havneudvidelsen skal generere yderligere aktivitet og således også sikre et udvidet indtjeningsgrundlag fremover, fortæller Hanstholm Havns bestyrelsesformand, Kirsten Hede i forbindelse med godkendelse af regnskabet. 

Læs også: Hanstholm Havn rammes hårdt økonomisk af lukket fiskefabrik

Vækst i konsumfisk 137 mio. kr.

Hanstholm Havn har i 2021 håndteret godt 41.000 ton konsumfisk og rejer, hvoraf fisk tilført med lastbil for salg på Hanstholm Fiskeauktion står for knap 14.000 ton af den samlede mængde. De mange tons fisk, der bliver kørt til Hanstholm Havn viser ifølge selskabet, hvor central en rolle havnen har i den europæiske fiskeindustri. Området konsumfisk er vokset med knap 137 mio. kr. til godt 862 mio. kr. 

Set i forhold til industrifiskeriet har det, trods en mindre stigning på den gennemsnitlige kilopris, ikke været muligt at opretholde det vante niveau, hvilket afspejler sig i godt 85.000 ton til en værdi af ca. 203 mio. kr. Det er således konsumfiskeriet, der tegner sig for langt størstedelen af havnens samlede værdigrundlag på fisk, som i 2021 beløber sig til 1,07 mia. kr.

Markant stigning i gods 

Hanstholm Havn har i 2021 set en markant fremgang på gods håndteret i havnen. Den samlede mængde lyder på 453.000 ton, hvilket er en fremgang på hele 43 procent set i forhold til 316.000 ton gods i 2020. 
Stigningen kommer primært fra import af sten, grus og søral, men også bl.a. malt, fiskemel og gasolie.

Læs også: Grønt brændstof skal gøre Hanstholm Havn til Europas første CO2-neutrale fiskerihavn i 2023

Satser stort på grønt

Fiskeriet kan ifølge Hanstholm Havn se frem til at få følgeskab af grøn energi som havnens store vækstdynamo. I 2020 indgik havnen aftale med Thy Mors Energi om opførelse af vindmøller på havnens areal, og den grønne satsning fik yderlig næring, da Hanstholm Havn og European Energy primo 2022 underskrev en hensigtserklæring om etablering af vedvarende energi og Power-to-X-anlæg på havnen. Ifølge havneformand Kirsten Hede kigger Hanstholm Havn således frem mod en tid, hvor der vil opstå stor aktivitet på havnens nye baglandsareal, som samtidig vil generere indtjening i form af bl.a. areallejer til den store havneinvestering:
- Hanstholm Havn vil over de kommende år indtage en markant position som både fiskerihavn og energihavn, hvor et cirkulært energifællesskab vil tilføre nye energikilder og Power-to-X-processer, som gør den enes affald til den andens ressource – og dermed skaber helt nye forretningsmuligheder på og omkring havnen, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097