23948sdkhjf

Civile har fået til onsdag til at forlade omringet havneby

Russiske soldater har omringet havnebyen Marjupol i forsøget på at etablere fastlands korridor til Krim-halvø

Den strategisk vigtige havneby Marjupol i det sydøstlige Ukraine menes nu at være fuldstændig omringet af russiske soldater.

Det skriver The Guardian natten til onsdag dansk tid.

Ifølge avisen er der flere og flere meldinger om, at byen ved Det Azovske Hav er omringet.

Storbritanniens forsvarsministerium oplyste tirsdag eftermiddag i sin seneste efterretningsopdatering, at den ukrainske hær stadig havde kontrol med byerne Kharkiv, Kherson og Marjupol.

Men det forlød samtidig, at alle tre byer formentlig var omringet af russiske styrker.

De russiske soldater i området får hjælp fra prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Tirsdag sagde Denis Pusjilin, lederen af den selvudnævnte udbryderrepublik Donetsk, at hans styrker formentlig ville omringe Marjupol tirsdag.

En talsmand for separatisterne i Donetsk sagde samtidig, at der vil blive etableret en "humanitær korridor", så Marjupols beboere kan forlade havnebyen.

Befolkningen har ifølge nyhedsbureauet dpa fået en frist til onsdag til at komme ud.

Marjupol er knap dobbelt så stor som Aarhus. Byen bliver set som et vigtigt mål for Rusland, og den har oplevet hårde kampe, siden invasionen begyndte 24. februar.

Lykkes det Rusland at erobre byen, så vil landet kunne bruge den til at etablere en direkte korridor fra det russiske fastland til den annekterede Krim-halvø.

En journalist fra den britiske avis The Telegraph ved navn Roland Oliphant skriver sent tirsdag aften på Twitter, at en ukrainsk soldat har fortalt ham, at Marjupol er omringet.

- Besked fra en ukrainsk soldat: "Lad os ikke blive glemt, hvis der sker os noget. Vi er omringet i Marjupol, og der er ingen udveje", lyder det i tweetet.

Tirsdag er der også meldinger om, at to boligblokke i den ukrainske landsby Borodjanka er blevet ramt af et russisk missilangreb.

Byen ligger cirka 56 kilometer nordvest for Kiev.

I en video på sociale medier kan man se, at boligblokkene ligger i ruiner umiddelbart efter angrebet. Videoens ægthed er blevet bekræftet af CNN og The New York Times.

Det er endnu uklart, om der er omkomne.

Tirsdag oplyser Ukraines indenrigsminister, Anton Herasjtsjenko, også på beskedtjenesten Telegram, at fire mennesker angiveligt er blevet dræbt af et missilangreb mod byen Zhytomyr.

Blandt de døde skulle der være et barn, oplyser ministeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det russiske missil, der slog ned i byen, skulle angiveligt have haft en nærliggende flyvestation som mål.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116