Nederlag for ny aftale mellem lodser og DanPilot
Med et flertal på 57 procent mod 43 procent blev den genforhandlede aftale mellem de ansatte lodser og DanPilot stemt ned. Lederne Søfart forventer at gå tilbage til forhandlingsbordet med DanPilot så hurtigt som muligt, men det bliver først endeligt besluttet til et møde i foreningens forhandlingsudvalg den 2. marts.
- Aftalen var forbedret på en række punkter, men der var tydeligvis fortsat nogle knaster, som vi nu skal have klarlagt med medlemmerne, siger Niels Bergkvist Hansen, formand i Lederne Søfart i forbindelse med afstemningsresultatet.
Resultatet betyder, at den nuværende overenskomst fortsætter, indtil der enten er en ny overenskomst eller en arbejdsstandsning, hvilket Lederne Søfart dog ikke forventer.
Læs også: DMP glæder sig over lodsers klare nej til Danpilot
Blandt de konkrete forbedringer, der blev forkastet af medlemmerne, peger Niels Bergkvist Hansen på en lille forbedring i lønstigningen til 4,2 % fra 4,0 %, hvor 2 % af lønstigningen allerede ville træde i kraft pr. juni 2022. Desuden gik aftalen fra at overarbejde som udgangspunkt skulle afspadseres til, at lodserne løbende kunne kræve 75 % af overarbejdet udbetalt kontant, mens 25 % skulle indgå i en afspadseringspulje.
Nye tider
Jens M. Sørensen, der er officiel forhandlingsleder, havde håbet, at medlemmer ville have stemt ja til den nye aftale.
- I min optik er det en god aftale, men nu må vi mødes i Forhandlingsudvalget og med vores medlemmer, så vi i tredje forsøg kan få en aftale, som alle parter er med på. Det vil jo altid være et kompromis, og med nye europæiske hviletidsregler er vi nødt til at være indstillet på forandringer i forhold til den gamle overenskomst, siger siger han.
Lederne Søfarts forhandlingsudvalg lægger nu op til, at der bliver planlagt et dialogmøde med medlemmerne efter mødet i forhandlingsudvalget.