Et lille dansk firma kan fejre, at syv af deres små friktionsringe fra i år er hyldevare hos MAN Energy Solutions, der er verdens største producent af skibsmotorer.
Firmaet, som hedder TRD Surfaces og hører til i Holte nord for København, kan noget helt særligt med overfladebehandling af stål.
Den specielle tekniske kompetence bliver fremover en vigtig del af en bestemt type sikkerhedskobling i alle de MAN-skibsmotorer, som skibsværfter og motorbyggere over hele kloden bygger på licens fra den dansk/tyske motorgigant.