Nyholm er et stort skridt tættere på at blive bevaret som et område, der kan trække tråde til Danmarks maritime historie.
I sidste uge blev det besluttet, at fredningen på Nyholm bliver udvidet. Fredningen går fra at beskytte monumenter som Mastekranen og Marinekasernen til at også holde hånden over Søværnets Officersskole, Torpedobygninger og en række andre bygninger. Syv er blevet fredet i den nye afgørelse, og dermed gælder fredningen for langt størstedelen af bygningerne på Nyholm.