For få år siden måtte Søfarts redaktion slå begrebet PtX eller Power-to-X op, da det første gang blev nævnt i forbindelse med skibsfartsbranchen. Men alene i 2021 har emnet været behandlet i mere end 20 større artikler, så der er vist blevet tale om et etableret begreb.
Et begreb, der kort opsummeret handler om, at overskydende vedvarende energi skal omdannes til CO2-neutrale brændstoffer, der kan anvendes af transportindustrien. Samtidigt indbefatter begrebet Power-to-X også intelligent forsyningsafbalancering af fremtidens energiproduktion, der alene er baseret på vedvarende energikilder.