Dansk forskers innovative metode kan redde engelsk krigsskib fra 1545
Året er 1545. Den franske flåde forsøger at invadere Portsmouth i Sydengland. Henrik 8. er konge af England, og krigsskibet Mary Rose, som han byggede, da han kom til magten 33 år tidligere, bliver sænket.
Over 400 år passerer, mens vraget ligger på bunden af havet, indtil det i oktober 1982 bliver bjærget. I dag står det på The Mary Rose Museum i England.
Men skibet er under nedbrydning. Derfor har et forskerhold anført af danske Kirsten M. Ø. Jensen, som er ekspert i materialekemi, udviklet en ny metode til at kortlægge de skadelige stoffer, der ødelægger træet, skriver Videnskab.dk.
Det har de gjort ved hjælp af en ny 3D røntgenskanner, kaldet en synchrotronskanner, som kan analysere strukturer i materialer helt ned på atomart niveau.
»Fra tidligere studier af Mary Rose vidste vi, at der fandtes store mængder svovlforbindelser i træet i skibet. Disse stoffer stammer fra bakterieaktivitet på havets bund, fortæller Kirsten M. Ø. Jensen, lektor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
»Under vandet er svovlforbindelserne ikke et problem for træet, men når man løfter skibet op, og de kommer i kontakt med ilt, så kan de omdannes til nogle syrer og salte. Og det er disse syrer og salte, som er farlige for træet.«
Forskerholdet har brugt et fire millimeter kernebor til at udtage en træprøve fra skibet, og analyseret den med den nyudviklede skanningsmetode ved forskningsanlægget European Synchrotron Radiation Facility (ESRF).
ESRF producerer røntgenstråler af høj intensitet og energi, som kan bruges til at opnå indsigt i alt fra biologiske systemer til nye avancerede materialer.
»Her brugte vi den meget intense røntgenstråle til at skanne træet fra Mary Rose med en helt ny metode, som gør det muligt at kortlægge, hvilke stoffer der findes i træet, og hvor de er. Det har givet os et unikt indblik i træet, helt ned på atomart niveau, og gjort os i stand til at bestemme, hvad der præcist er skyld i, at træet nedbrydes,« fortæller Kirsten M. Ø. Jensen til Videnskab.dk.
Hun forventer, at den nye synkrotron-baserede metode kan bruges til andre objekter end udelukkende træskibe. Studiet er derfor interessant, fordi det skaber grobund for en ny forståelse af bevaring af nuværende og fremtidig kulturarv som eksempelvis vores vikingeskibe herhjemme, siger hun.
Nanna Bjerregaard Pedersen, lektor og ph.d. på Institut for Konservering ved Det Kongelige Akademi, bifalder den nye tilgang.
»Vi ved af erfaring, at vi også kan få problemer med dannelse af salte i vores vikingeskibe her i Danmark. For at undgå det, forsøger vi at holde en stabil og lav luftfugtighed, der hvor træet opbevares og udstilles,« siger Nanna Bjerregaard Pedersen, som ikke selv har bidraget til studiet, til Videnskab.dk.
»Men denne nye metode kan potentielt give os et mere nuanceret svar på, hvilke salte der kan dannes, og dermed hvilke opbevaringsforhold vores skibe kræver for at forblive stabile.«
Nanna Bjerregaard Pedersen forklarer dog, at en enkelt analyse med synchtronskanneren ikke kan give et fuldt billede.
Det skyldes, at miljøforholdene, der skaber bakterieaktivitet på havets bund, varierer. Den kemiske og mikrobiologiske sammensætning er forskellig, alt efter hvor på bunden træet ligger. Som eksempel kunne et stort skib som 'Mary Rose' derfor have meget forskellige lokale sammensætninger og koncentrationer af svovl- og jernforbindelser
»Det er et utroligt komplekst system, vi har med at gøre. Vi har en nedbrudt træstruktur, uorganiske forbindelser – blandt andet jern og svovl, og så dertil vores imprægneringsmiddel og ikke mindst vand,« fortæller hun til Videnskab.dk.
Nanna Bjerregaard Pedersen kender ikke til metoden i detaljer, men ud over det enorme forskningsanlæg, det kræver at producere røntgenstråler, skal der også specialiserede fagpersoner til.
Det er nemlig komplekse og enorme datasæt, der skal behandles og tolkes, selv i en lille træprøve.
Det er derfor ikke noget, hun tror, der bliver en standardanalyse af træ, inden en konserveringsproces sættes i gang. Men som analyseværktøj i et forskningssamarbejde mellem konservatorer, kemikere og andre relevante faggrupper for at blive klogere på at passe på vores kulturarv, kan metoden have et stort potentiale.
