23948sdkhjf

Advokat: Chef kunne ikke have stoppet handler

Forsvarer i sag om salg af jetbrændstof, som angiveligt endte i russiske fly i Syrien, mener ikke, at topchef kendte til de handler, han er tiltalt for

Hvad var Bunker Holdings rolle, da Dan-Bunkering solgte jetbrændstof, som ifølge Bagmandspolitiet endte i Syrien? Og kan topchef holdes til ansvar?

Det var nogle af de spørgsmål, som forsvarerne i Retten i Odense onsdag kom med deres svar på i sagen, hvor Dan-Bunkering anklages for brud på EU-sanktioner.

Moderselskabet Bunker Holding og dets topchef, Keld Demant, der også er bestyrelsesformand i Dan-Bunkering, er tiltalt for at have medvirket til otte handler med brændstof i 2017.

Advokat Hanne Rahbæk, der kræver Keld Demant frifundet, afviste, at direktøren har kendt til de otte handler.

- Og så kan man af gode grunde ikke stoppe dem, lød det.

Hun mener, at det vil være "helt uoverkommeligt" at skulle holde øje med tusindvis af handler som direktør i Bunker Holding - en koncern med mange datterselskaber.

Anklagerne går efter at få Keld Demant idømt to års fængsel.

Dan-Bunkering solgte 172.000 ton jetbrændstof fra 2015-2017 i 33 handler. Ifølge Bagmandspolitiet gik brændstoffet til at tanke russiske fly, som bombede i Syrien.

De tiltalte afviser, at der er bevis for, at brændstoffet endte i Syrien.

Bunker Holding og Keld Demant er tiltalt for de handler, der skete, efter at Erhvervsstyrelsen i december 2016 advarede om, at sanktionerne muligvis blev overtrådt.

Selskabet foretog en intern undersøgelse, som konkluderede, at de ikke havde gjort noget galt.

Keld Demant har fortalt, at han stolede på sine folk, og at han udstikker overordnede regler.

Hanne Rahbæk påpeger, at virksomheden haft retningslinjer for at sikre overholdelse af regler ved handler, selv om det ikke er en pligt:

- Jeg har svært ved at se, hvordan man fra min klients side skal kunne gøre yderligere.

Også Dan-Bunkering og Bunker Holding vil frifindes.

Bunker Holdings forsvarer, Henrik Sanders, pegede på, at handlerne blev foretaget af Dan-Bunkering, og indtjeningen bogført her. Moderselskabet havde kun en rådgivende rolle, lød det.

Anklagerne kræver Dan-Bunkering og Bunker Holding idømt bøder på henholdsvis 319 og 81 millioner kroner.

Dommen afsiges den 14. december.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08