23948sdkhjf

Galleri: Esbern Snare træner piratjagt i Guineabugten med andre nationer

Besætningen ombord på Esbern Snare har de seneste dage trænet i at jagte pirater sammen med skibe fra Brasilien, Frankrig, Italien og Congo i området ud for Congos kyst i Guineabugten.

Det beretter Forsvaret om på deres sociale medier og på Forsvaret.dk.

Den danske fregat har efterhånden været til stede i området i et par uger, og i den nylige flådeøvelse agerede den danske fregat et skib, der var under angreb af pirater. Det var en af fregattens – meget omtalte – gummibåde, der indtog rollen som piratfartøjet.

Piraterne blev standset af soldater fra Congo med støtte fra en italiensk helikopter. I forbindelse med øvelsen blev særligt de danske kommandoveje trænet.

- Der kører også et spil med rapportering til det hovedkvarter, der overvåger farvandet hernede. De får oplysninger om piratangrebet og sender så meldinger ud til de militære skibe, der er i området, Lars Povl Jensen, chef og kommandørkaptajn på den danske fregat til Forsvaret.dk.

Efter øvelsen fortsatte efterfulgte en ny øvelse i samarbejde med det italienske bidrag i området, og her fik den danske besætning mulighed for at træne helikopterlandinger med den danske Seahawk-helikopter sammen med den italienske NH90-helikopter, hvilket blandt andet inkluderede, at de to lande landede på hinandens skibe.

 - Det gør vi for at helikopteren ved, hvordan forholdene er på det andet skib, så de kan bruge det, hvis de får behov for at lande eller tanke. Det viste sig, at italienerne har samme system til at låse helikopteren til dækket, som vi har, og det er derfor helt uproblematisk at benytte det andet skib. Helikopterne har derfor nu to steder, de kan lande til søs, og det udvider det område, hvor vi kan operere med helikopteren betragteligt, udtaler Lars Povl Jensen.

Afslutningsvist øvede de to fregatter andre sømilitære procedurer, først og fremmest med fokus på at teste kommunikationsvejene mellem skibene.

- Vi ser italienerne som en god partner i indsatsen mod pirateri. Vi har lavet aftaler om, hvordan vi koordinerer placeringen af skibene hernede og vi har nu faktisk en fælles indsats. Den er ikke under samme kommando, men det betyder ikke så meget, afslutter Lars Povl Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094