Danske Monjasa er efter en international udbudsrunde blevet udnævnt til officiel Nato-leverandør af skibsbrændstof til alliancens styrker i de fem globale operationsområder.
Det oplyser Monjasa i en pressemeddelelse.
Der er tale om en rammeaftale, som allerede er trådt i kraft og i første omgang løber i et år med mulighed for forlængelse frem til 2028.
– Når vi taler om at vinde specialiserede internationale udbud, er det en forudsætning at opfylde særlige kvalitetsstandarder. Den nye kontrakt er et resultat af mange års investeringer i vores maritime logistik og i en forretningsmodel, som efterkommer høje krav til dokumentation og transparens, udtaler Ulrik Østergaard, direktør for Monjasa i Nordvesteuropa.
Monjasas kommunikationsafdeling oplyser til Søfart, at man ikke kan oplyse yderligere om kontraktens størrelse, men at bunkerselskabet er valgt som en af flere leverandører under rammeaftalen.
Bunkerleverancerne vil ske gennem videresalg og direkte fra Monjasas egen flåde af 35 bunkerskibe. Monjasa er i dag verdens ottendestørste bunkerselskab.
Selskabet med hovedsæde i Fredericia leverede sidste år omkring syv millioner ton skibsbrændstof i 784 havne verden over og havde en samlet omsætning på 32 mia. kr.
Bunker til Nato-styrker i fem operationsområder
Natos indkøbs- og støtteagentur (NSPA) opdeler sine maritime operationer i
- Atlanterhavsområdet (inkl. Nordatlanten og Nordeuropa)
- Middelhavet og Det Indiske Ocean
- Nordamerika
- Mellemøsten / Nordafrika
- Asien og Stillehavet (til støtte for globale NATO-indsatser og partnere)