23948sdkhjf

Chauffør glemte at trække håndbremsen så lastbil endte i Limfjorden - alle afgange aflyst

Tirsdag morgen er en lastbil med anhænger trillet af dækket fra Hvalpsundsfærgen ’Mary’ og endt i Limfjorden, hvor den nu skal bjærges.

Det skriver formiddagsavisen BT og lokalmediet TV2 Nord, som begge har talt af Nordjyllands Beredskab, ligesom rederiet Hvalpsund-Sundsøre Færgefart selv har været ude på Facebook for at bekræfte hændelsen.

- Vi må desværre indstille sejladsen i dag – der har været et uheld med en lastbil. Vi forventer ikke at komme til at sejle mere i dag, står der i opslaget på det sociale medie.

Flemming Thomasen, som er overfartsleder, oplyser desuden til TV2 Nord, at færgen har fået beskadiget broklappen ved uheldet og derfor ikke kommer ud at sejle foreløbigt.

- Vi forsøger at skaffe en ekstra færge fra Fur-overfarten, men det er endnu ikke helt på plads, siger Flemming Thomasen til TV2 Nord.

Ifølge lokalmediet er årsagen til uheldet, at lastbilchaufføren ganske enkelt har glemt at trække håndbremsen. Heldigvis var hverken chauffør eller passagerer i lastbilen, da vogn og anhænger pludselig trillede baglæns og endte i Limfjorden.

På nuværende tidspunkt pågår arbejdet med at bjærge lastbilen fra Limfjorden.

- Vi er i gang med at udarbejde en handleplan, fortæller beredskabets pressevagt til BT.

Lastbilen røg i vandet, efter færgen var sejlet omtrent 150 meter ud fra kysten og der blev meldt alarm klokken 06.30.

Hvalpsundfærgen ’Mary’ sejler i færgeoverfart mellem Hvalpsund og Sundsøre i Limfjorden og kan medbringe 30 personbiler eller 2 lastvognstog og 14 personbiler. 

Overfarten tager ca. 10 minutter og færgen ejes af Skive Kommune og Vesterhimmerlands Kommune.

Kilde: TV2 Nord, B.T

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094