23948sdkhjf

Forskere tester ny metode til CO2-fangst

CO2-fangst har hidtil mest været baseret på at fange CO2 i en væske. Nu tester forskere en ny metode, hvor den fanges i et fast materiale og opgraderes til et renere produkt, der efterfølgende kan benyttes til at fremstille for eksempel brændstoffer.

Det skriver DTU på sin hjemmeside. 

- Vi har forsket i flere år for at finde frem til en type miljøvenligt materiale, som CO2 kan binde sig til, men som i stedet for at være flydende fremstår på fast form, og hvor man kan opgradere den fangede CO2 med væsentlig mindre energi. Det skal vi her i efteråret 2021 til at teste i samarbejde med virksomheden Wärtsilä i Sverige, som leverer bæredygtige teknologier til industrien, siger professor ved DTU Kemi Anders Riisager, der står i spidsen for projektet.

Fangstanlægget med den nye teknologi skal installeres og testes på et af Wärtsiläs biogasanlæg, hvor det skal oprense en del af den biogas, der produceres.

- Lidt forenklet installerer vi et fast materiale, der i sine porer har ionisk væske. Den ioniske væske binder CO2’en, og når materialet er mættet med CO2, kan CO2’en efterfølgende nemt frigives ved en kombination af let opvarmning og sænkning af trykket. En af fordelene ved at bruge en ionisk væske er, at den ikke fordamper til gas, når den opvarmes eller trykket sænkes, og den forbliver derfor i det faste materiale, der kan genanvendes i fangstanlægget. På den måde undgås opvarmning og pumpning af overskydende væske i anlægget, siger Anders Riisager 

Materialet med den ioniske væske er udformet som små rør. Ifølge professor Anders Riisager vil testen med at indfange CO2’en fra biogasproduktionen på anlægget i Sverige blive udført med ca. 10 kg af materialet. 

Kilde: DTU Kemi

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.141