Royal Navy - tredje afsnit: Fregatternes genopstandelse efter den seneste verdenskrig
Begrebet fregatter forsvandt i 1800-tallet, men blev genoplivet under Den Anden Verdenskrig af Winston Churchill, ved at der sent i krigen blev bygget 138 dobbelt-skruede korvetter, som blev opgraderet med betegnelsen fregatter.
De første opgraderede "fregatter" var af River-klassen og blev først leveret i 1943 efter, at lykken gik de allieredes vej, og dermed var tabet af fregatter begrænset til 10 skibe. Ikke desto mindre gjorde fregatterne stor gavn under krigen, og med deres skrogform og størrelse havde de en relativ beskeden fart på 16,5-21 knob, som gjorde dem ideelle som eskorte for konvojer, samt i jagten på ubåde.
Fregatterne var som de første udstyrede med dybvandsbomber mod ubåde, som blev kastet forud fra stævnen imod tidlige fra agterskibet, således at fregatten ikke skulle ’passere’ over en ubåd før dybvandsbomben blev kastet. Loch-klassen var specialbygget og den bedst egnede til ubådsjagt, hvorimod dens næsten-søster af Bay-klassen var specielt udstyret som anti-luft fregat.
Drama på Yangtze-floden
Fregatten ’Amethyst i Black Swan-klassen kom i 1949 ud for en speciel oplevelse i Kina. Skibet var på vej fra Shanghai til Nanking for at hente britiske folk ud af Kina på grund af borgerkrigen. På vej op ad Yangtze-floden blev ’Amethyst’ imidlertid heftigt beskudt fra flodkanten af Mao’s styrker, og grundstødte i mudderet.
Destroyeren ’Consort’, som ’Amethyst’ skulle afløse, kom nordfra og kom også under stor beskydning, men fortsatte og efterlod ’Amethyst’ til sin egen skæbne. Efter næsten fire måneder i mudderet, og 54 døde og sårede, inklusive kaptajnen som dør af sine sår, lykkedes det i ly af mørket at komme fri ved at smide alt overflødigt overbord.
Den næstkommanderende beslutter at flygte ned ad Yangtze-floden uden lods og egnede søkort, men i kølvandet af et mindre handelsskib. ’Amethyst’ kommer imidlertid igen under beskydning under sejladsen sydpå, men lykkes med store skader at komme ud i åbent hav. Det var en hændelse som gik verden rundt, og hvor der er lavet en spillefilm med den rigtige ’Amethyst’ i hovedrollen, suppleret med søsteren ’Magpie’, som har haft Prins Phillip som kaptajn, og som model står på kongeskibet ’Britannia’.
De "rigtige" fregatter
De første skibe bygget som "rigtige" fregatter til Royal Navy var 12 "discount fregatter" af Blackwood-klassen, som i skrabet udgave blev bygget i 1955-58. De blev efterfulgt af 94 fregatter i perioden 1957-2002. Den største og mest succesfulde klasse var 26 fregatter i Leander-klassen, som blev bygget i 1963-73 som general purpose-fregatter, men som senere blev til missil fregatter.
De var dyre at bygge, men sejlede i gennemsnit rundt i 27 år for Royal Navy. Den nyeste klasse af missil-fregatter, er 16 skibe i Duke-klassen, som drives af gasturbiner og en fart af 28 knob, og som i dag udgør grundstammen af fregatter.
55 nationer har i dag fregatter, hvorimod destroyers ikke er så udbredte.
Eskorte af konvojer
På trods af, at tyske ubåde under Den Første Verdenskrig sænkede mange handelsskibe, regnede Royal Navy i mellemkrigsårene med, at overfladeskibe ville udgøre en fremtidig større trussel end ubåde.
Royal Navy’s flåde af eskorte-enheder til ubådsbekæmpelse var derfor beskeden, og destroyerne var kun udstyret med et mindre antal dybdebomber, og var samtidig dyre at anvende til eskorte af konvojer. I slutningen af 1930’erne havde Royal Navy en mindre flåde af såkaldte "sloops" - en form for kyst-fregatter, men i tilfælde af krig ville der blive behov for et stort antal af eskorte-skibe.
Admiralitetet søgte derfor en billig og hurtig løsning på problemet. Resultatet blev 115 skibe af Flower-klassen til Royal Navy og 107 enheder til Canada, som blev bygget i 1939-1944 på civile værfter som simple og primitive korvetter.
De var bygget på basis af et design for hvalfangerskibe, og havde til opgave at eskortere konvojer og beskytte disse mod ubåde. Danmark købte i 1945 et eksemplar af typen fra Royal Navy nemlig ’Thetis’ som sejlede for Søværnet på Færøerne og Grønland frem til 1963.
En hurtig nødløsning
Flower-klassen var livlige og rullede selv i havblik. I dårligt vejr var de meget ubehagelige at sejle med, hvor der kom vand ind næsten overalt, samtidig med, at der var trange forhold ombord til besætningen. Da skibene bl.a. var beskæftiget i både Nordatlanten og op langs Norges kyst i Murmansk konvojerne, udgjorde skibene lidt af en udfordring for mandskabet ombord.
Flower-klassen skulle ses som en hurtig nødløsning, og som efterfølger fik Royal Navy i 1943-1945 som nævnt bygget de første fregatter i form af 59 skibe i River-klassen til sig selv og 70 til Canada. De var dobbelt så store som Flower-klassen og dermed bedre søskibe samt mere effektive som eskorteskibe. To af denne type blev købt af Danmark i 1945 fra Royal Navy og fik navnene ’Holger Danske’ og ’Niels Ebbesen’, og sejlede for Søværnet frem til 1960-1963.
I kampen mod ubåde fik de i Royal Navy følgeskab af en flåde af fregatter af Black Swan-, Loch- og Castle- klassen. En kaptajn som gjorde sig specielt bemærket, og som blev en helt under den Anden Verdenskrig i Storbritannien, var kaptajn John Walker på fregatten ’Starling’ af Black Swan-typen.
Han var leder af seks fregatter som havde til formål at jage ubåde. Han lod fregatterne arbejde sammen som en enhed og via hans kreativitet og taktik lykkedes det dem at sænke 20 ubåde, hvilket var en rekordpræstation. John Walker blev højt dekoreret, men døde i 1944 efter at være udsat for store belastninger.
Royal Navys mandskab
Under Den Anden Verdenskrig beskæftigede Royal Navy 850.000 mand. I midten af 1960’erne var det en fredstidsstyrke på cirka 100.000 mand, og i dag har Royal Navy 34.000 fuldtidsansatte og 12.000 i reserven.
Skibene er blevet mere moderne og mindre mandskabskrævende, samtidig med, at flåden er blevet mindre, og så har IT naturligvis også sparet mandskab.
Royal Navy-uniformen har dannet inspiration til andre lande, og i dag bruger størstedelen af verdens flåder en uniformering og rang som stammer fra Royal Navy. En stor del af mandskabet er startet i Royal Navy som en familietradition, hvor far, farfar osv. gjorde tjeneste i flåden. Trods trange forhold i skibene, og strengere disciplin end i handelsflåden samt lange perioder væk fra familien, var og er det at gøre karriere i Royal Navy en livsstil, hvor det for mange vil være en tragedie at ende op i et almindeligt job i land.
Der er i de fleste - og især i de mindre skibe - et helt specielt kammeratskab, som bliver opbygget af fælles oplevelser og udfordringen ved ofte at leve under ubekvemme og farlige forhold. Under krigen var konvojsejlads op langs Norges kyst til Murmansk eller Archangelsk ikke nogen søndagstur.
Alle typer af skibe, og især de mindre, var i dårligt vejr udsat for så store mængder vand på dækket, at det næsten var umuligt at færdes der. Om vinteren blev skibene ofte udsat for overisning, som kunne sætte skibenes stabilitet i fare. Disse farer overskyggede om vinteren næsten faren fra ubåde. I tilfælde af forlis ville en tur i vandet betyde den visse død efter kun få minutter.