Forfatter: ”Sømanden passer ikke i den nationale fortælling og er blevet glemt af politikerne”
Den danske søfarende nyder ingen respekt eller opmærksomhed hos de politiske magthavere. Sømandens værdier og de ting, som han symboliserer, passer ikke ind i politikernes billede af Danmark og danskerne.
Sådan lyder analysen fra forfatter Carsten Jensen. Og han har en forklaring på, hvorfor det er sådan.
- Søfarten har været udsat for et historisk hukommelsestab, og i mine øjne skyldes det bl.a. den nationalistiske politiske kultur, der voksede frem i Danmark i 1990’erne.
Jensen forklarer, at der i hans optik findes to verdener i den danske nationalkarakter:
Bonden og sømanden.
- Bonden har sine markskel, og er der en fremmed, der krydser, så bliver han skeptisk, han ser sig selv som verdens centrum, siger Jensen.
I modsætning hertil har vi sømanden.
- Han er konstant tvunget til at være i verden på andre kulturers præmisser. Selv på dækket har han altid arbejdet sammen med mange andre nationaliteter. Søfolkene kom i mange havne, hvor de uundgåeligt blev involveret i den lokale måde at gøre tingene på, og hvor man måtte acceptere de vilkår, som til enhver tid var gældende.
Og så kommer forklaringen på, hvorfor politikerne - ifølge Jensen - ikke har kunnet bruge sømanden i deres billede af Danmark og danskerne.
- Den nationalistiske politiske diskurs kan ikke bruge sømanden til noget. Man kunne have brugt sømanden, hvis vi var et kolonialistisk verdensrige, for så var han erobrer. Men det var den danske sømand ikke. Og herefter må nationalismen koncentrere sig om bonden, for hans verdensbillede passer bedre til nationalismen, siger Carsten Jensen.
Ingen idyl
Carsten Jensen understreger, at han ikke er ude på at idyllisere sømandslivet.
- Mange søfolk har utvivlsomt været grimme racister. Men uanset dette, så er de kommet hjem fra søen med en vished om, at der er mere end én måde at leve på. De har tidligt udviklet et relativt verdenssyn.
Carsten Jensen peger på andre eksempler på, hvordan man fra højeste politiske niveau bevidst har underspillet søfolkenes rolle i Danmark.
- Når man glemmer sin historie som søfartsnation, så bliver sømændene til de sorte får, til en form for outsidere. Husk f.eks. på dengang, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen skulle holde tale under mindehøjtideligheden for 60-året for Danmarks befrielse. Her remsede han alle de grupper op, som han mente havde spillet en rolle i modstandskampen. Han nævnte ikke de danske søfolk i allieret krigstjeneste med ét ord.
Carsten Jensen forklarer detaljeret, hvordan det var søfolkene i allieret tjeneste under 2. Verdenskrig, der ydede de største ofre.
- Mere end 1000 danske søfolk kom ikke tilbage fra havet. I lille Marstal var det 83 søfolk, der omkom under konvojsejladsen i Nordatlanten. Relativt set svarede tabene i Marstal til, at Danmark mistede 100.000 mand i 2. Verdenskrig. Alligevel gled søfolkene ud af den danske krigsfortælling uanset alle løfter om, at ”I skal ikke blive glemt” og mindeanker i Nyhavn. Det skete nok fordi søfolk udgør de sorte får i nationalismens historiefortælling.
Sympati med mere
Han ser en forklaring i, at modstandskampen med tiden i højere og højere grad blev ensbetydende med at have våben i hånd, altså den fåtallige modstandsbevægelse hjemme i Danmark.
- Det havde sømændene jo ikke. De gik bare på skibsdækket og ventede på at blive bombet eller torpederet. Men de satte livet på spil. Det var et valg. Husk på, at alle rederierne straks den 9. april 1940 sendte bud til alle danske skibe om, at man straks skulle sejle til neutral havn. Men det nægtede søfolkene. På et enkelt skib gjorde man endda mytteri og låste kaptajnen og styrmanden inde i en kahyt for at sikre sig, at man kunne komme i allieret tjeneste.
Ifølge Jensen kom det så vidt, at rederiernes opførsel på besættelsesdagen, plus selvfølgelig den danske overgivelse til de tyske besættelsestropper uden nævneværdig modstand, gav Danmark og søfolkene et dårligt omdømme i England. Hitlers kanariefugl, blev Danmark kaldt.
Danske søfolk i engelske havne skulle helst ikke sige, at de var fra Danmark, forklarer Carsten Jensen.
Og tilføjer så med et stort smil og efterfulgt af en rungende latter med henvisning til de 30.000 norske søfolk, som i harmoni med deres skibsredere straks tilsluttede sig de allierede styrker.
- Det var helt anderledes når de norske søfolk kom i havn. Her blev de ofte tilbudt gratis sympatifisse af de lokale kvinder. Det var der ikke noget af til de danske søfolk.
