23948sdkhjf

INTERVIEW: Voksede op i forstad til Aalborg - I dag er Søren Skou topchef for 80.000 Mærsk-ansatte

Han har taget "eftertænksomhed" med sig fra Nordjylland til posten som ansvarlig for Danmarks suverænt største virksomhed

Han voksede op i et ganske almindeligt dansk parcelhus på 120 kvadratmeter på Høstemarkvej i Aalborg-forstaden Skalborg tæt på den lokale folkeskole.

Men i dag er der absolut intet almindeligt ved Søren Skous liv.

Han er nemlig topchef i Danmarks suverænt største virksomhed, A. P. Møller-Mærsk, med i alt 80.000 ansatte spredt over 130 lande. 

Søren Skou flyttede fra Nordjylland tilbage i 1983, og den succesfulde karriere er foregået uden for landsdelen.

Hvis man i dag spørger Søren Skou, om der er noget, han har taget med sig fra sin nordjyske opvækst til topjobbet i Mærsk, så lyder svaret efter en vis tøven "eftertænksomhed".

- Jeg skal lige tænke mig om, før jeg svarer på et spørgsmål, i stedet for at skyde fra hoften, siger han.

Faren drev skohandel

Søren Skous far ejede og drev en skohandel i Aabybro.

- Det betød selvfølgelig, at jeg fik indsigt i, hvordan det er at være selvstændig, men derudover var der intet i min opvækst, som pegede i retning af, hvad jeg laver i dag.

Skolegangen foregik på den lokale folkeskole, Sofiendal-skolen, og her gik elever, hvis familier lignede Søren Skous egen.

Det var først, da han i 1980 kom på Aalborg Katedral Skole for at tage sin studentereksamen, at han kom i kontakt med andre sociale kredse.

- Der var jo også elever fra Hasseris, og når man kom hjem til dem, ja, så spærrede man øjnene op og tænkte, at så fint kan man altså også leve, husker Søren Skou.

Fra han var fem, blev en stor del af fritiden tilbragt på fodboldklubben Aalborg Changs baner på Provstejorden i Aalborg.

- Jeg var bestemt ikke noget talent. Hvert år startede jeg på fjerdeholdet og kæmpede mig så op på andetholdet i løbet af sæsonen. Men der var trænere i klubben, som kunne motivere alle medlemmer og ikke kun dem, som havde talent, og det var motiverende, siger han.

Sulten efter at bevise sig

Måske er kampen på fodboldbanen den samme form for kamp, som Søren Skou udkæmpede i gymnasiet.

I hvert fald er nøgleordet her "sult".

- Jeg havde nok en større sult efter at bevise mig end de kammerater, som kom fra bedre kår end mig, siger han.

Men hvordan finder en sulten ung mand fra Skalborg ud af, at hans fremtid efter studenterhuen er som shippingelev hos Mærsk i København, lyder det logiske spørgsmål.

- Jeg havde en vis udlængsel, og jeg ville gerne ud at se verden. Og så havde jeg en lærer i oldtidskundskab, der sagde, at man har en pligt til at have et vist kendskab til ens lands hovedstad, fortæller Søren Skou.

Oprindelig vaklede han mellem jurastudiet i Aarhus, handelsskolen Niels Brock i København og A.P. Møller-Mærsk - også i København.

Men lysten til at komme ud i verden - og læreren i oldtidskundskab - gjorde udslaget.

- Det fik mig til at vælge elevpladsen hos Mærsk. Man skal huske, at en uddannelse fra Mærsk jo også åbnede mange muligheder, selv om man efter to års uddannelse valgte ikke at blive hos Mærsk.

Det blev nu ikke aktuelt for Søren Skou, for i dag er han på 38. år ansat i Mærsk-koncernen.

- Faktisk sagde jeg op fra Mærsk i 1996, da jeg var ved at tage en lederuddannelse i Schweiz, men de rekrutterede mig tilbage.

I spidsen for forandring af Mærsk

I dag har han stået i spidsen for Danmarks største virksomhed i fem år.

Her har virksomheden været gennem to forandringsprocesser.

Den ene handler om, hvad Mærsk-koncernen beskæftiger sig med, og den anden er kulturel.

Da Søren Skou kom til tops i Mærsk, ejede koncernen et olieselskab og et boreselskab og havde solgt Dansk Supermarked for nylig.

I dag er Mærsk fokuseret på at være en logistik-virksomhed.

- Vi ejer og driver 75 havne og 200 varehuse rundt om på Jorden, fortæller Søren Skou.

Søren Skou har også sat sig i spidsen for en intern kulturrevolution.

- Jeg smed slipset som et symbol på, at vi skulle se at slippe af med det image af at være lidt støvede og fornemme, som uretfærdigt klæbede til os.

Det betyder ikke, at der bliver kastet smuds på de gamle værdier, som Mærsk er bygget på.

Blandt andet udtalte Mærsk-koncernens stifter A. P. Møller de berømte ord, at "den, der har evnen, har pligten".

- Det er fortsat een af vores grundværdier, siger Søren Skou.

Kommer fortsat til Nordjylland

A. P. Møller-Mærsk har ingen aktiviteter i Nordjylland, og det nærmeste kontor er i Aarhus.

Det betyder ikke, at Søren Skou ikke mere kommer til Nordjylland.

Hans arbejdsdage er lange og præget af mange rejser.

Derfor har han i sine ferier ikke brug for at se flere lufthavne og fly indefra.

I stedet tilbringes de ledige stunder i familiens sommerhus i Nordjylland.

- Og min hustru og jeg har fortsat familiemedlemmer heroppe, siger Søren Skou.

Fritiden er ikke til at dyrke intensive og tidskrævende fritidsinteresser.

- Men det bliver til lidt cykling. Og så har min hustru og jeg stor interesse for kunst og efterhånden fået opbygget en pæn kunstsamling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156