Efter mere end fem år i Nationalmuseets værftshal på Holbæk havn har 'Anna Møller' af Svendborg nu fået vand under kølen.
Det skete fredag, og det skriver Fyns Amts Avis.
Den motorløse galease, der i 1906 blev bygget til en skipper i Lohals, har været under totalrenovering for midler doneret af A. P. Møller.
Da 'Anna Møller' kom i vandet, var det store spørgsmål: Er hun tæt?
Det blev daglig projektleder og skibsbygger Morten Møller og skipper Martin Andersen, begge fra Nationalmuseet, enige om, at sådan så det heldigvis ud. Derefter slækkede mobilkranen sine stropper.
I løbet af de næste par uger skal 'Anna Møller' have master på, rigges op, have monteret kabys plus have grej om bord.
Færdiggørelsen af 'Anna Møller' forventes at være afsluttet til en festlighed på havnen i Holbæk fredag den 11. juni, oplyser Nationalmuseets chef for fartøjssamlingen, Peter Henningsen.