23948sdkhjf

Marlog klar med hub i den sydvestjyske maritime klynge

To nye medarbejdere med erfaring fra energisektoren og iværksætteri flytter ind i Marlogs nye kontor i Esbjerg

Marlog etablerer en afdeling i Esbjerg med to ansatte. De skal sætte skub i innovationen, de gode ideer og virksomhederne i den maritime branche og hele transportsektoren.

Det skriver Danmarks nye nationale klyngeoperatør for det maritime erhverv og logistik i dag i en pressemeddelelse.

Mikkel Navarro Hansen, der er CEO i Marlog, løftede sløret for afdelingen i Esbjerg i et interview med Søfart tilbage i februar. Her fortalte han, at tilstedeværelsen i Esbjerg er vigtig, da havnen og oplandet kommer til at spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling, særligt inden for koblingen mellem Power-to-X og skibsfart. 

Hub’et i Esbjerg med to ansatte, skal bidrage til at fastholde og udbygge den styrkeposition, Danmark har opnået på det maritime område og i transportsektoren samt understøtte Esbjergs iværksætterindsats, som skal skabe morgendagens nye maritime succesvirksomheder.

Grøn miljøteknologi til skibsfart

Danmark er hjem for nogle af verdens mest innovative og teknologisk nyskabende virksomheder inden for grøn miljøteknologi til skibsfart. Samtidig står sektoren over for store udfordringer og muligheder de kommende år med behov for drastisk reduktion af CO2-udledningen fra transporten.

Fakta om Marlog

Marlog står for Maritime & Logistics Innovation Denmark og er Danmarks officielle klyngeorganisation for det maritime erhverv og logistik.

Marlog støtter udviklingen hos små og mellemstore virksomheder og arbejder for Danmark som et bæredygtigt og innovativt førende kraftcenter for sektoren.

Marlog har 180 medlemmer fordelt over hele landet, herunder rederier, værfter, udstyrsproducenter, havne og virksomheder inden for service, reparation og logistik

I Esbjerg findes der stærke kompetencer på området, som har skabt værdi og arbejdspladser gennem mange år. Derfor er det oplagt at være til stede her, lyder det fra Marlog, der har etableret det nye kontor i samarbejde med Business Esbjerg og Esbjerg Havn.

- Vi glæder os til et tæt og værdiskabende samarbejde med henblik på at understøtte innovation og udvikling af de maritime erhverv og logistik i Esbjerg-området. Indsatsen skal ses som en del af den samlede indsats leveret af Marlog, hvor sydvestjyske ressourcer, kompetencer og lokalkendskab matches med vores nationale ressourcer og kompetencer, siger Mikkel Navarro Hansen.

Store muligheder for maritim innovation

Den nye afdeling får en stribe særlige indsatsområder at fokusere på; grøn omstilling, en bæredygtig havn, innovation og teknologisk udvikling inden for havvind, internationalisering, kompetencer, uddannelse og arbejdskraft samt iværksætteri.

Esbjergs erhvervsstyrke med havnen som centrum for en lang række maritime og logistikvirksomheder er kendt og anerkendt og udgør en af hjørnestenene i Esbjergs position som energimetropol. Business Esbjerg ser sammen med Esbjerg Havn og Marlog derfor store muligheder for innovation og iværksætteri indenfor området.

- I Esbjerg-området er der mange virksomheder inden for maritime erhverv og transportsektoren, og samtidig har vi stærke uddannelsesinstitutioner, som kan indgå i nye innovationssamarbejder. Derfor giver det god mening, at Marlog etablerer sig her, og vi forventer, at det vil resultere i udvikling af flere innovative virksomheder, og samtidig sætte yderligere fart på den grønne omstilling, som allerede er godt i gang i Esbjerg, lyder det fra direktør i Business Esbjerg, Susanne Nordenbæk, som var hurtig til at række ud til den nyetablerede erhvervsklynge. 

Esbjerg Havn

Også Esbjerg Havns direktør Dennis Jul Pedersen glæder sig over at kunne byde velkommen til Marlog.

- Med flere hundrede virksomheder har vi allerede en stor og stærk værdikæde, der servicerer energibranchen og mange af disse arbejder desuden ind i den maritime sektor. Styrken for Esbjerg ligger i vores værdikæde, der er i stand til levere kompetencer med en stor variation af ydelser til havnens kunder. Logistik og shipping samt søtransport udgør en særlig andel af det maritime billede i Esbjerg og er tilsammen en vigtig faktor for områdets fremtidige vækst og udvikling.

Lisbeth Brøde Jepsen og Jesper Heiberg er udvalgt som de to nye Marlog-ansatte i Esbjerg og tiltrådte begge den 6. april. 

Lisbeth Brøde Jensen kommer med stor erfaring fra energi- og transportsektoren og skal arbejde med innovationsprojekter inden for grøn omstilling. Jesper Heiberg skal arbejde med kompetenceudvikling og iværksætteri. Begge kommer de til at samarbejde med virksomheder, uddannelses- og vidensinstitutioner og andre klyngeorganisationer på tværs af sektorer.

Også Trekantområdet

Når corona-restriktionerne letter, vil Marlog invitere til officielle kick off for den nye lokale hub. Her vil eksisterende og nye medlemmer kunne høre om medlemsfordele og om mulighederne for både at samarbejde om innovation og at få del i en projektportefølje på den gode side af 300 millioner kr.

Det er kun få dage siden, at Marlog også bekendtgjorde etableringen af en afdeling i Trekantområdet med base i Port House, der er ADP-havnesamarbejdets nye kontordomicil på havnen i Fredericia. Trekantområdet er i logistiksammenhæng kendetegnet ved at være et knudepunkt for mange transportformer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125