23948sdkhjf

Tre danskere i Cadelers nye bestyrelse

Offshore vind-rederiet Cadeler, der tidligere gik under navnet Swire Blue Ocean, præsenterer nu en ny bestyrelse med tre danskere ombord.

Det fremgår af en pressemeddelelse samtidig med, at Cadeler konkretiserer planen om at lade sig notere på fondsbørsen i Oslo. Det dansk-opererede rederi forventer nu, at børsnoteringen vil finde sted inden udgangen af 2020. 

I alt har fire nye medlemmer fundet vej til bestyrelsen i rederiet, som har de to jackup-skibe 'Pacific Osprey' og 'Pacific Orca' i flåden.

Et af dem er Connie Hedegaard, der blandt andet har en fortid som EU's klimakommisær. Hedegaard er netop er blevet næstformand i Mærsks nye forskningscenter, der skal forsøge at finde svaret på, hvad skibene skal pumpe i brændstoftankene i en CO2-neutral fremtid. 

Ny i Cadelers bestyrelse er også Jesper Lok, der har en lang baggrund i shipping. Han har været i Mærsk i et kvart århundrede, hvor han blandt andet har været CEO i Svitzer, og han har desuden været adm. direktør i DSB og Falck. 

Endelige har bestyrelsen i Cadeler fået deltagelse af en anden garvet dansk shipping-personage, Ditlev Wedell-Wedellsborg. Han har i en årrække været bestyrelsesmedlem i Höegh LNG og Höegh Autoliners foruden at være indehaver og bestyrelsesformand i Weco Invest. 

Sidste nye medlem i Cadeler-bestyrelsen er Andreas Beroutsos, der til daglig er investeringsdirektør i BW Group.

Fra den forrige bestyrelse fortsætter formand Richard Sell, der desuden er kommerciel direktør i moderselskabet Swire Pacific Offshore. Han har følgeskab af Roy Shearer, der har været finansdirektør i Swire Pacific Offshore siden 2018.

Børsnoteringen forventes at tilføre Cadeler 100 mio. dollar i nye midler, som kan bane vejen for offshore vind-rederiets udvikling. 

Læs også: Cadeler opgraderer til fremtidens offshore-møller

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078