DFDS er et af Danmarks ældste rederier, og blev grundlagt af C.F. Tietgen i 1866 ved at fusionere tre danske indenrigsrederier. DFDS har siden været blandt de største rederier i Danmark. Rederiet var i 1880’erne med en flåde på 120 skibe sågar det største rederi i verden målt på antal dampskibe. DFDS blev fra starten dominerende i trafikken med gods og passagerer fra København til danske provinshavne - en rolle som blev bevaret i 100 år indtil lastbiler og jernbaner for gods overtog skibenes rolle i 1967. I 1880-1890’erne udvidede DFDS sit netværk af ruter til også at omfatte England, Kontinentet, Middelhavet samt Nord og Sydamerika. Alle ruter udgik fra Danmark, hvilket for søfolk gjorde rederiet populært, idet de jævnligt kom hjem til Danmark. Den eneste undtagelse var Nordana Line som DFDS drev i 20 år fra 1964, og som gik fra Middelhavet og til Den Mexicanske Golf. Til trods for, at DFDS fik sit første motorskib ’California’ allerede i 1913, har dampskibe domineret flåden op til 1951, hvor rederiet for første gang havde flere motorskibe end dampskibe. Ved 100 års-jubilæet i 1966 ejede DFDS 53 linjeskibe. DFDS’s vartegn er malteserkorset, som blev skabt på initiativ af C.F. Tietgen, og som også blev brugt i andre af hans selskaber. DFDS er det eneste større danske rederi som siden 1960’erne ikke har været beskæftiget med tank og bulkfart. DFDS har således været et rendyrket linjerederi med konventionelle skibe, indtil disse blev afløst af RO/RO skibene.
DFDS sejlede med fantastiske linjeskibe før ro/ro-æraen
I 1880’erne var DFDS med en flåde på 120 skibe intet mindre end det største rederi i verden målt på antal dampskibe. Der var smæk for skillingen under DFDS-linjefarten før ro/ro-æraen