23948sdkhjf

Stena: Genbrugte batterier skal lade el-færger

Quayside Powerbanks, udviklet af Stena, spiller ind på flere spor i den grønne omstilling af nærskibsfarten

Stena-gruppen er i gang med at udvikle et system, der skal booste opladningen af eldrevne skibes batteripakker under havneanløb, uden at lægge unødigt pres på det lokale elnet. Projektet er delvist finansieret af EU og har fået navnet Quayside Powerbanks.

Ud over at byde ind i den igangværende grønne omstilling af skibsfarten, hvor elektrificering af nærskibsfarten er et af sporene, så adresserer Quayside Powerbanks også nedbringelsen af brugen af naturens resurser samt cirkulær økonomi.

De containerbaserede batteribanker anvender nemlig brugte litium-ion-batterier fra bl.a. elbiler, og i de kommende år, potentielt også fra el-færger. Derfor er det også Stena-selskabet Stena Recycling Group, som er bag projektet med det nystiftede datterselskab Batteryloop.

Elnettet udfordret

- Der sker utroligt meget ift. batterier ude i verden lige nu. Nye løsninger er designet til at imødekomme de nye krav fra fremtidens transportsektor, især fra skibsfart, hvor skibe begynder at skifte til el. Men hurtig opladning af en stor færge kræver en enorm mængde energi på kort tid, og det er ikke sikkert, at elnettet kan levere den.

- Lokale energilagre i havnene vil derfor være en god løsning, udtaler Rasmus Bergström, adm. direktør i Batteryloop i en pressemeddelelse om projektet.

Der er i dag endnu lidt divergerende forventninger til litium-ion-batteriers levetid i el-køretøjer og eldrevne skibe, som går fra fem-seks år til mere end 10 år.

Læs også: Dommer sætter spørgsmålstegn ved svensk rederis klage i Femern-sag

Men disse tal er alene et udtryk for, hvornår forholdet mellem kapacitet og vægt bliver for ringe til anvendelse i et transportmiddel, der samtidig skal fragte en nyttelast. Dermed altså ikke et udtryk for, at batteriet ikke forsat kan anvendes i en sammenhæng, hvor forholdet mellem vægt og kapacitet ikke spiller den samme rolle – f.eks. i en stationær rolle på land.

- Én ting er sikker, batterier er kommet for at blive – og for at bevare naturressourcerne og gøre brug af batterier bæredygtig, er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at bruge batterier så længe som muligt. Vores konklusion er, at mange batterier kan have et andet liv som energilagring. Hvis vi kan finde løsninger, der skalerer op og fungerer i havne, har vi en klar win-win-situation, lyder det fra Rasmus Bergström.

Et skridt på vejen

Ud over Stena Recycling Group deltager også Stena Line og Stena Rederi fra den svenske koncern, mens havnene i Gøteborg og Kiel samt klassifikationsselskabet DNV GL også er med. Stena Line begyndte sin rejse frem mod elektrificering med en ombygning af ro/pax-færgen ’Stena Jutlandica’ fra Frederikshavn – Gøteborg-ruten til delvis hybriddrift.

Det ultimative mål er en ny generation af hundredprocent eldrevne ro/pax-færger på Kattegat under projektnavnet ”Stena Elektra”. Ifølge projekt manager hos Stena Teknik med ansvar for elektrificering, Per Wimby, skal projektet med Quayside Powerbanks ses i sammenhæng med den proces, der skal lede op til realiseringen af Stena Elektra-visionen.

- Det her er en vigtig milepæl i elektrificering af skibsfarten. Vores fremtidige projekt, Stena Elektra - en fuldt elektrisk færge - er allerede på tegnebrættet. Men for at få succes er vi nødt til at løse problemet med, hvordan man hurtigt oplader en færge. Energilagring i havne ved hjælp af genbrugte batterier er et meget interessant og bæredygtigt alternativ for fremtiden, fastslår Per Wimby.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125