Furuno opkøber Emri og gør klar til nyansættelser
Japanske Furuno har opkøbt danske Emri. Den danske virksomheds ekspertise inden for dynamiske positioneringssystemer er vigtig for Furuno i en fremtid med flere og flere automatiserede skibe
- Med opkøbet tilføres Furuno en større viden om styrings- og manøvresystemer til skibe, siger Freddie Hansen, adm. direktør for Furuno Danmark.
Ifølge Freddie Hansen er Furuno i dag meget stærke inden for nybygninger af store skibe.
- Japanske Furuno har store markedsandele globalt, siger Freddie Hansen og påpeger, at i de store værftsnationer, Kina, Korea og Japan har Furuno en markedsandel på 50 pct.
Mange af disse skibe er samtidig udstyret med Emris autopilot, fordi Emri leverer denne autopilot til Furuno som underleverandør. Freddie Hansen fortæller, at virksomheden med opkøbet af Emri ønsker at "tilføre Furuno mere viden om autopiloter og selv have kontrol med videreudviklingen af autopiloter".
- Vi er i gang med at lave en ’speed pilot’. Den bruges til, at navigatøren kan fastsætte tidspunkter for, hvornår skibet skal være visse steder henne og ankomme på det rigtige tidspunkt. Det er vigtigt, at navigatøren har det nøjagtige overblik over, hvornår skibet skal være i næste havn, for ikke at spilde brændstof, siger Freddie Hansen.
Styringssystemer
Netop dét var en af grundende til, at Furuno Danmark har valgt at slå sig sammen med Emri.
- Vi har i Furuno ikke den samme ekspertise, erfaring og viden, som Emri har inden for styringssystemer, siger Freddie Hansen. Dynamiske positioneringssystemer gør et skib i stand til at positionere sig stationært over et bestemt punkt, uanset om der kommer bølger, vind, storm eller strøm.
- Den viden har Emri og her vil Furuno gerne være med, fordi vi ser en fremtid med flere og flere automatiserede skibe, forklarer Freddie Hansen.
Ifølge Freddie Hansen ønsker Furuno på koncernniveau at udvide sine markedsandele til store krydstogtsskibe på autopilotsiden.
- Der har vi faktisk i dag en meget lille markedsandel, mens Emri f.eks. leverer til Carneval Cruise Lines. Vi har ambitioner om at komme ind på det marked, siger Freddie Hansen.
De to virksomheder fortsætter som selvstændige enheder på forskellige adresser. Furuno Danmarks hovedkvarter er i Hvidovre og Emri holder til i Herlev.
- Der skal ændres i distributionen af Emris produkter nu, siger han og fortæller, at Furuno-koncernen har et globalt distributionsnetværk og er tilstede i 92 lande.
- De fleste steder, hvor der er en havn, er Furuno der også. Vi har nationale Furuno-selskaber som eksempelvis Furuno Danmark eller en national Furuno-distributør, som har service, salg og markedsføring. Der vil vi nu benytte os af de muligheder, der er, ved at være meget mere agressive og køre Emris produkter ud i Furunos distributionssystem globalt, siger Freddie Hansen.
Vil ansætte flere
Furuno Danmark skal ansætte flere i forbindelse med opkøbet til blandt andet markedsføringsopgaver.
- Vi kommer også til at ansætte flere ingeniører til vores udviklingsafdeling i Emri, fordi vi skal udvikle de nye produkter. Dog bliver antallet af ansættelser i et beskedent antal, siger Freddie Hansen.
Det, der i dag hedder Furuno Danmark, startede oprindeligt som serviceselskabet ISR (International Skibsradio). ISR blev etableret for 70 år siden i 1950 på Kalvebod Brygge og blev Furuno-forhandler i 1959 for Danmark og blev også forhandler for Sverige og Finland. I 1987 købte Furuno ISR. Da skiftede virksomheden navn til Furuno Danmark.
Beslutning længe undervejs
Ifølge Claus Nørtoft Thomsen, adm. direktør for den 48 år gamle virksomhed Emri, har der længe været udsigt til at skulle sælge Emri - noget, som han har arbejdet på i et par år.
- Det er der mange grunde til, lige fra overvejelser i forhold til markedet, og min egen alder. Der er stadig mange år i mig, men at transformere en lille familie virksomhed til at indgå i noget større tager tid. Den tid har vi nu, siger Claus Nørtoft Thomsen.
- Med de mange års erfaring vi har netop inden for vores område - rorkontrol, autopiloter og Joystick DP-systemer - er det naturligt at se på hvem, der kan være interessante at samarbejde med både nu og i fremtiden. Emri har haft mange forskellige kunder, og dem har vi et stort ønske om fortsat at samarbejde med, siger Claus Nørtoft Thomsen.
Ifølge Claus Nørtoft Thomsen får Emri "forhåbentligt det ud af opkøbet, at der kommer nye og spændende opgaver, mere omsætning og flere medarbejdere".
Emri-direktøren regner også med, at der skal ansættes flere i forbindelse med opkøbet.
- Vi er allerede ved at udforme nye jobannoncer, siger Claus Nørtoft Thomsen, der undstreger, at Emri fortsætter som et selvstændigt brand.