23948sdkhjf

Brat opvarmning kan antænde kemikalie eksploderet i Beirut

Det kræver eksempelvis en granat at antænde ammoniumnitrat, som eksploderede i Beirut, siger ph.d. i kemi

Ammoniumnitrat er en virkelig god kunstgødning, men det er også særdeles sprængfarligt, hvis det udsættes for en hurtig opvarmning.

Det fortæller Peter Hald, ph.d. i kemi og sikkerhedsleder ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet, om kemikaliet, som 2750 ton af eksploderede på havnen i Libanons hovedstad, Beirut, i går.

- Ren ammoniumnitrat er ikke særligt sprængfarligt. Det er meget svært at få til at eksplodere. Men hvis du blander det med organiske stoffer, olie eller metalpulver, og du starter det med en anden eksplosion, så er det et fremragende sprængstof, siger han.

Ifølge Peter Hald antænder ammoniumnitrat ikke spontant. Man kan sågar tænde et bål ovenpå det, og det eneste, der vil ske, er, at det vil brænde.

Derfor er det formentlig en granat eller andet, der har forårsaget eksplosionen af de store mængder ammoniumnitrat, lyder Peter Halds bud efter at have set videooptagelser af eksplosionen.

- Det ser ud til, at de har haft enorme mængder liggende, og at der har været en brand, som gør chancen, for at det detonerer, større.

- Men mit gæt er, at der også har været opbevaret ammunition i den lagerhal, det har ligget i. Og så er der en af granaterne, der er gået af, som har virket som sprængladning. Og så detonerer hele bunken, siger Peter Hald.

Store dele af Beirut er efterladt i ruiner efter eksplosionen tirsdag eftermiddag. Mindst 100 meldes dræbte, mens omkring 4000 er såret.

Det var ifølge Libanons præsident, Michel Auon, 2750 ton ammoniumnitrat, der eksploderede. Ammoniumnitrat anvendes primært til at lave gødning, men kan også bruges til fremstilling af sprængstoffer.

Det har gennem tiden både været årsag til flere industrielle eksplosioner, mens det også er blevet brugt ved angreb. Det blev eksempelvis brugt som del af en bombe i 1995, da 168 mennesker blev dræbt under et angreb i Oklahoma City, USA.

Bevægelsen Taliban har ved flere lejligheder anvendt kemikaliet til improviserede sprængstoffer.

Læs også: Kæmpe eksplosion i Beirut kom fra byens havn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109