23948sdkhjf

Færgeordre i Finland var en varm kartoffel i Australien

INTERNATIONALT: Offentligt-ejede TT-Line trækker sig fra aftale med RMC. Officielt på grund af coronakrisen, men pandemiens negative økonomiske effekter har også ansporet et ønske om hjemmebyggede færger

Ifølge australske medier er der stærke politiske interesser bag det statsejede australske rederi TT-Lines annullering af en hensigtserklæring med det finske RMC-værft om bygning af to store hurtigsejlende konventionelle ro/pax-færger til ruten mellem Melbourne og Devonport på Tasmainen.

Læs også: Dobbelt-ordre flyttet fra kriseramt Flensborg-værft

21. juli meddelte RMC (Rauma Marine Constructions), at TT-Line vælger ikke at følge op på hensigtserklæringen om, at værftet skal overtage nybygningsprojektet på to 212 meter lange og 1.800 passagerers store nybygninger fra det konkursramte FSG-værft i Flensborg. 

Ifølge det indgåede letter-of-intent med RMC skulle de to nybygninger leveres i 2022 og 2023. Der skulle de afløse to 1998-byggede hurtigsejlende konventionelle ro/pax-færger, oprindeligt bygget til den græsk-ejede Attica Groups Superfast Ferries-brand., men siden overtaget af australske TT-Line.

Ifølge pressemeddelelsen har TT-Line trukket sig fra hensigtserklæringen som følge af ændrede økonomiske forudsætninger forårsaget af coronakrisen. Men den store offentlige ordres placering uden for Australien har ifølge flere lokale medier også været en politisk varm kartoffel.

Vil bygge i Australien

I den affødte debat forslås bygningen af de to færger nu udført i Australien for at skabe indenlandske arbejdspladser som en del af genopretningen af økonomien efter coronakrisen. 

Australsk værftsindustri er i dag verdensførende indenfor design og bygning af store bil- og passagerførende hurtigfærger fra de to værft-grupper Incat og Austal.

Til gengæld er der ikke bygget store konventionelle færger i landet i nyere tid. 

I debatten peges der primært på de to store hurtigfærgeproducenter som oplagte aftagere af den store offentlige ordre. 

Færgeruten mellem Melbourne og Devonport over Bass-strædet er 232 sømil lang og regnes generelt som et relativt krævende farvand at besejle. Derfor mødes forslaget om at hjemtage ordren også med en vis skepsis fra mere faglig side i debatten.

Bygningen af de to australske færger var ikke gået i gang på FSG-værftet, da værftet måtte lukke ned.

Den halvt færdige LNG-drevne ro/pax-færge til franske Brittany Ferries, der længe har ligget ved udrustningskajen i Flensborg, blev for nylig overtaget fra boet af det norske rederi Siem, der tidligere har været ejer af FSG-værftet.           

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.252